- Det er en skam, at de ikke også har inkluderet en begravelse for bedstemor, lyder det sarkastisk fra en modstander af det nye tilbud. -
- colourbox.com
Tobias Stern Johansen |
23. juli 2009
Den anglikanske kirke giver nu ugifte forældre mulighed for at kombinere bryllup og barnedåb. Tilbuddet mødes med kritik fra kirkens højrefløj, mens dansk teolog bakker op
Britiske forældrepar kan på en og samme dag sige 'ja' til hinanden og få deres barn døbt.
Den anglikanske kirke i Storbritannien har nemlig vedtaget nye retningslinier, som gør det muligt at kombinere bryllup og barnedåb.
Ifølge statistikker fødes 44 procent af Storbritanniens børn uden for ægteskabet. Og det nye tilbud skal vise, at kirken accepterer de mere liberale holdninger til parforhold og sex, som hersker uden for kirkens vægge, skriver
The Guardian.Bedstemors begravelseDet er dog ikke alle i Den anglikanske kirke, som bifalder tilbuddet. Kirkens konservative fløj betragter det som et kynisk forsøg på at imødekomme den svindende tilslutning til kirken.
- Det er en skam, at de ikke også har inkluderet en begravelse for bedstemor, lyder det sarkastisk fra biskoppen af Fulham, pastor John Broadhurst.
David Philips er generalsekretær i Kirkeligt Samfund, som tilhører den anglikanske kirkes højrefløj. Han mener, at en kombineret bryllups- og dåbsgudstjeneste vil skabe forvirring omkring kirkens budskab:
- Sex hører til inden for ægteskabet, fastslår han.
Udbredt i DanmarkDen anglikanske kirkes nye tilbud er formuleret af kirkens liturgiske kommission, og formand for kommissionen, biskop Stephen Platten, er ikke i tvivl om, at kirken må tilpasse sig samfundets udvikling.
- Mønstrene i parforhold og ægteskab giver kirken nogle nye muligheder, og derfor tilbyder vi nu denne rettesnor for, hvordan fejringen af et nyfødt barn kan inkorporeres i vielsen, siger han.
I Den danske folkekirke har kombinationen af barnedåb og bryllup været en udbredt praksis de sidste 20 år og benyttes årligt af nogle hundrede par, lyder et skøn fra lektor i teologi ved Københavns Universitet, Hans Raun Iversen.
Positivt med ét ritual
Han er positivt stemt over for muligheden:
- Kirken må gå ind på de folkelige vilkår, og der er ikke noget forgjort i, at kirken forholder sig til, at mennesker vil holde én samlet fest.
Mange par formår ikke at samle familie og venner i kirken to gange, og så kan man vælge at se positivt på det: Det er da festligt, hvis hele familien og vennerne slutter op om dåben og brylluppet, synger højt og er glade, siger Hans Raun Iversen.
- Vil man fejre ritualerne, vil man også gerne gøre det med så mange positivt stemte mennesker til stede som muligt. Det giver denne 'pakkeløsning' mulighed for, siger han.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad