Et løft fra meningsfag til vidensfag

Nyhedsanalyse

Af Morten Mikkelsen

Selv ministre kan blive overraskede, når ministerielle udvalg afleverer de kanonlister, de selv har bestilt.

I går udtrykte undervisningsminister Bertel Haarder således overraskelse over, at der var plads blandt historiens 29 vigtigste punkter på den nye historiekanon til stormen på Bastillen i 1789. Ifølge ministeren var Bastillen et nedlagt fængsel, hvor der kun sad fem tandløse fanger, og dermed var stormen "alle tiders ikke-begivenhed. Et herligt billede på, at symbolværdien bliver større end begivenheden selv".

Udtalelsen faldt ved præsentationen af helt tre nye politiske planer for, hvordan både kristendomskundskab, historie og samfundsfag skal styrkes i fremtidens folkeskole. Allerede fra det næste skoleår indføres der afgangsprøver i fagene, og ikke mindst for historiefagets vedkommende er der også afsat ressourcer til flere timer. Dertil kommer, at udvalget for kristendomskundskab anbefaler et nyt videnscenter i religionspædagogik – et forslag ministeren ikke er uvillig til at afsætte midler til.

To hovedambitioner går igen for alle tre fag. For det første: Hvis nogle lærere og elever hidtil har troet, at det var tilstrækkeligt at eleverne lærte at sige deres mening, må de tro om. Alle tre fag repræsenterer en viden, en dannelse, som skal læres. For det andet skal lærere og elever vænne sig til at placere stoffet i en kronologisk sammenhæng.

Selv om det kan synes banalt, at viden er vigtigere end meninger, og at et fag, der behandler forståelse af fortiden, er bygget tidsmæssigt logisk op, kan ingen af delene tages for givet i folkeskolen i dag. Undervisningen i såvel kristendomskundskab som historie og samfundsfag er præget af, at det er små fag med lav status og relativt få linjefagsuddannede lærere.