Fra gru til glæde

Vejen til naturforståelse går gennem analogi og identifikation, ikke gennem mikroskoper, optællinger og beregninger. Man skal heller ikke projicere sig selv over i dyret, sådan som man gør i cirkus, hvor man klæder dyr ud og lader dem agere som mennesker. Da ser man ikke andet end en karikatur af mennesket. Man skal derimod se dyret i sig selv.

Se engang på en orm. Vi har ormens stadium i os. Den ligger i "Bundmørket" af vores væsen, skriver Jensen. Vi har i vores udvikling fra celle til fuldt dannet menneske så at sige selv befundet os på ormestadiet i et stykke tid. Det var dengang, da vi få uger gamle lå inde i vores mors mave. Og krybe som en orm gør vi også, inden vi kan gå. Vi kender det altså, selvom vi måske har glemt det og ikke kan holde ud at tænke på det, fordi krybets verden minder os om tilbagelagte stadier, der fylder os med ubehag og angst. Vi får gåsehud, hvad der ifølge Jensen i sig selv er en kropslig reaktion med rødder i en dyrisk verden. Det er gamle nervereflekser i huden. Det er krybdyret, der går igen i os.

Intet dyrisk er os helt fremmed, selvom det kan ligge godt begravet, og vi skal dybt ned i vores indre kældermørke for at genkalde os det. Underbevidstheden, der udgør 99 procent af sjælen, rummer en instinktverden i mange lag. Den største del af sjælen har mennesket tilfælles med dyrene. Jensen driver identifikationen med dyrene vidt. Han peger for eksempel på at kløe hos et mennesket og en hest må være ens. Den søde kløe, den elementære elskov og "den dertil knyttede Nervereaktion" er næppe forskellig, "hvad enten det er Fluen eller Mennesket, der parrer sig". "De fleste Dyr skaber sig jo ogsaa udadtil nogenlunde ens, hvad angaar Forplantningen, ustyrlig Ophidselse og et Moment af Fornedrelse, elementær Hede, Blottelse, Selviskhed hinsides ethvert Hensyn, hen over Konkurrentens Lig, kort sagt Liv og Død i Luften!"

Er intet dyrisk Jensen fremmed, så har han dog også klart sine præferencer blandt dyrene. Således sætter han ikke fiskene særlig højt. Man har ikke mange følelser tilfælles med dem og har derfor ikke meget til overs for dem. Ganske uvidenskabeligt vurderer han med en egen humoristisk sans fisken. Fra "et Standpunkt, hvor Smagshensyn gør sig gældende, turde det siges, at Fisken alt i alt ikke har drevet det videre end til at sikre sig en smuk Plads mellem Suppen og Stegen."

Gangen i "Dyrenes Forvandling" er kort fortalt, at man følger udviklingen trin for trin fra de simple former for liv på ormestadiet over insekterne, krybdyrene, fiskene, pattedyrene – til mennesket. Jensen følger ikke en strikt naturvidenskabelig systematik, men tager det hele, som han kan se det og bruger hellere lægmands ord end faglige begreber. Han taler om dyriske prototyper og urformer, som sammenfatter en hel mængde andre dyr og stadier. Grisen er en sådan urform, der også rummer elefanten, som Jensen går helt i ekstase over. "Vidunderligere Skabning end Elefanten gives ikke, det er en Gunst at have levet i Jordperiode sammen med den". Også elefanten har sin parallel blandt mennesker. Elefant-lignende mennesker finder man blandt store karle, som ikke er så kloge, og altid er en brøkdel af et sekund bagefter andre mennesker. Det er de, fordi "Reflekserne har et længere Forløb hos en lang Person end hos en kort". Sådan argumenterer Jensen, og det er så tindrende naivt og uvidenskabeligt, at det er en fryd. Han hylder videnskaben, men selv bruger han folkelige forestillinger om dyrenes arter og tilblivelse, ligesom han også laver fabler og myter for at gøre udviklingen tydelig for vores forestilling. Hvad der i udviklingens forløb tager millioner af år, kan han komprimere til et enkelt billede.

Jensen ser og iagttager, men uden fantasien nytter det ikke noget for ham. Man kan se sig blind på noget ved at iagttage det alt for intenst. Det er det, videnskaberne ofte gør gennem deres specialiseringer. De opsamler møjsommeligt viden og indsigt, men det er gennem sammenføjningen af dele, at blikket for helheden og de store linjer viser sig. Og det er her, Jensen ser sin rolle som kunstner. I sine billeder kan han forene det, der ellers er adskilt, og han kan tale følelsesfuldt om naturen, uden at han tillægger den menneskelige egenskaber, hvor den ingen har. Selvom det sidste dog er svært. Det er, som om vi i sproget slet ikke kan lade være med at tillægge naturen hensigter og dyrene tanker. Og Jensen kommer da også til det gang på gang.

Når Jensen fremstiller Darwins udviklingsteorier, så er mennesket hverken reduceret til en abe eller til et overmenneske, ligesom han ikke plæderer for jungleloven eller en baviansk udgave af "survival of the fittest". Den gamle darwinist i dansk litteratur viser sig faktisk som en stor moralist midt i den poetiske fremstilling af dyrenes og dermed også menneskets forvandling. Mennesket er nemlig udstyret med en evne for godhed og for at beskytte, og disse evner skylder det sine medskabninger at bruge. Den menneskelige overlegenhed giver ikke frit slag til hvad som helst, men udgør snarere en ekstra forpligtelse på omsorg og medfølelse. De "nedre og abnorme Instinkter" skal holdes i ave til fordel for lyssiden, og på den side er der masser at glæde sig over, som det fremgår af Jensens glade hyldest til naturens gavmilde mangfoldighed.

kultur@kristeligt-dagblad.dk