Husk de svage af de ældre

De stiller store krav og har høje forventninger til tilværelsen og er under ingen omstændigheder bare i nærheden af at se på den tredje alder som en passiv, tilbagetrukket og sidste del af livet. De kommende generationer af ældre vil på mange områder adskille sig meget fra de generationer, der kom før dem, og det vil på mange måder sætte sit præg ikke bare på ældrepolitikken i Danmark, men også på den måde, samfundet bredt forholder sig til og opfatter ældre på. Det er nogle af de konklusioner, man kan drage af de første artikler i Kristeligt Dagblads serie om "De nye gamle", som vi bringer i disse uger. De generationer af ældre, som nogle alderdomsforskere kalder taknemmelighedsgenerationerne, er ved at uddø, og de vil blive afløst af andre, der – så længe de er raske og rørige – ikke vil opfatte alderen i sig selv som et problem, men vil fortsætte deres liv som aktive og forbrugende borgere, der vil forvente samme service fra samfundets side, som de altid har været vant til.

Det er værd at notere sig, at ovenstående beskrivelse af de nye generationer af ældre ikke kun gælder for en lille elite af veluddannede og økonomisk velstillede. Blandt 50+'erne i alle samfundslag er tendensen klar: De vil være midaldrende til det sidste og ikke bøje sig for tidligere tiders ungdomstyranni. De er et sted, hvor døden giver livet perspektiv, og de er indstillet på at få det bedste ud af det – uanset alder. Samtidig vil fremtidens ældre leve længere. Ældre over 65 år vil i gennemsnit leve tre år længere end for 10 år siden, og flere af årene vil være uden sygdom. Når man hertil lægger, at økonomien for langt de fleste vil være væsentligt bedre end den, deres forældre havde som gamle, så må man i sandhed sige, at det danske samfund har bevæget sig langt fra fortidens aldersrentesamfund, der først blev afskaffet med Steinckes socialreform i 1933.

Alt dette er selvfølgelig en glædelig udvikling. Men det er alt sammen generelle betragtninger, der ikke afskaffer den ensomhed, som nogle ældre også i fremtiden vil skulle leve med, de depressioner, som ældre fortsat vil blive ramt af, og den økonomiske knaphed, som en gruppe af svage ældre vil skulle leve med, mens flertallet, nemlig alle dem med arbejdsmarkedspensioner, vil få flere penge mellem hænderne, når de går på pension. Det er vigtigt at understrege, at der så meget desto mere er grund til at være særdeles opmærksom på denne udvikling de kommende år. Ellers vil den økonomiske ulighed blandt ældre vokse i en tid, hvor flere og flere vil blive rigere. Det vil skabe en marginaliseret gruppe af svage ældre, og det kan vi som samfund ikke leve med. Et velfærdssamfund bør kendes på graden af omsorgen for de svage, ikke på antallet af økonomisk velstillede pensionister. miep