Alderen bringer stor sårbarhed, men også erfaring

- Vi har ikke planer om at flytte herfra – alle de bøger!

Bodil Wamberg, høj, slank og med en fin stemme, byder på campari og småkager. Vores første aftale måtte aflyses, fordi hun var rundt på gulvet efter et uheld i trafikken.

Hun havde i sin Nissan måttet bremse hårdt op for ikke at ramme en ung kvinde på cykel i fuld fart over en fodgængerovergang, lige før der blev rødt.

- Bilen bagved bankede op i mig og satte gang i min bil, så jeg kørte ind i den unge pige. Hun væltede på cyklen og lå på vejen, hvor trafikken susede forbi. Jeg fik et chok og fór ud af bilen i stor rædsel, for hvad var der sket, var hun dræbt eller kommet alvorligt til skade? Men det var hun ikke. Hun rejste sig og var ganske kry. Sådan et chok bliver siddende i systemet i én lang tid bagefter.

- Det har ikke fået mig til at overveje at holde op med at køre bil. Jeg kan slet ikke undvære min bil. Det lyder krukket, men jeg bor i en vis afstand til forretninger. Motorvejen prøver jeg på at undgå. Bilerne kører så vanvittig hurtigt. Jeg vil nødig selv køre over 100 km. Men jeg må indrømme, at da min datter hørte om uheldet, spurgte hun, om jeg ikke snart skulle opgive at køre bil. For det er kun en måned siden, at en anden kørte ind i min bil, hvor jeg godt nok ikke selv sad i den. Men 7-9-13, jeg har kørt bil, siden jeg var 18 år og har aldrig før haft et uheld, siger Bodil Wamberg.

Hun konstaterer, at den angst for livet, som hun havde som ung, slipper man for som gammel.

- Når man nærmer sig 80, har man en stor sårbarhed, men samtidig en stor erfaring. Vi bliver gamle på vidt forskellige måder. Nogle af vores venner, som vi har kendt i masser af år, har den samme energi og humør som altid.

- Det værste ved at blive så gammel er, at ens venner, som man har elsket og kendt så mange år, pludselig dejser om og forsvinder. Vi havde nogle venner, som var 10 år ældre end os. De er for længst væk. Jeg glemmer dem ikke, de er en del af ens liv og sidder dybt i en.

- Jeg hørte nogen sige: "I min familie lever vi længe, men vi bliver ikke gamle." Det er en skøn sætning. Man prøver at bevare sin integritet. Så længe vi har vores helbred, og vores venner stadigvæk er der, har jeg ikke noget imod at blive gammel. Jeg har aldrig haft en bevidsthed om, at nu var jeg gammel. Jeg kan have sagt i spøg til omgivelserne, at det var jeg, men i sikker forvisning om, at de ville sige, at det var jeg ikke.

- For nogle år siden gik det pludselig op for mig, at ingen vendte sig om efter mig på gaden længere. Så må man prøve på at finde frem til andre værdier. Kærligheden er aldrig uden problemer, det er erotikken heller ikke. De problemer er man i hvert fald sluppet af med. Man går ikke længere og forelsker sig, som man gjorde engang, og løber ind i alle de der ulykkelige spekulationer.

- Jeg savner det ikke. I mit ægteskab er vi kommet i smult vande. Vi kender hinanden godt. Min mand kender mig bedre, end jeg kender mig selv. Han har sådan et stærkt instinkt og kan føle, hvordan jeg har det, næsten før jeg selv ved det. Vi er nogle, der en gang imellem mødes, og som har det til fælles, at vi aldrig er blevet skilt. Det bliver folk i dag ellers for et godt ord. Et nyt navn på hoveddøren, men de samme problemer indenfor. Man bærer jo sit sind med sig, og den anstødssten, der var i det gamle ægteskab, løber man sandsynligvis også på i det nye.

- Vores ægteskab betyder alting for mig. Jeg takker Vorherre for, at vi har kunnet holde hinanden ud, holder sammen og stadig er ret uundværlige for hinanden. Men det der sludder med den eneste ene tror jeg ikke på. Vi mødte hinanden, da vi læste på universitetet, og så giftede vi os. Engang havde jeg en drøm om at blive læge. Var jeg begyndt på det studium, havde jeg sikkert mødt den eneste ene læge dér.

- Der skal overbærenhed til for at bevare ægteskabet. Vi har alle vores fejl. Hvis noget hos den anden irriterer til vanvid, må man regne med, at man også selv har irriterende træk. Overbærenhed, tålmodighed og varme. Og vilje! Hvis man hele tiden møder op med krav, går det ikke.

- Min mand var syg i foråret, blev opereret og har det godt igen. Da oplevede jeg en meget stor angst. Jeg går ikke hver dag og er bekymret, men det ligger hele tiden i en, at tidshorisonten bliver lav, når man har passeret en vis årrække. Jeg er ikke selv bange for døden, men for det, der måske går forud – stor pine og smerte.

Bodil Wamberg har skrevet bøger om Leif Panduro, Christian den Fjerde, Thorkild Hansen og om venskabet mellem H.C. Andersen og Edvard Collin.

Men hendes forfatterskab er især præget af interessen for kvinder og kvinders vilkår.

- Deres måde at tænke på, måden de løste problemer på - navnlig i forhold til mænd. Det er utroligt, at så højt begavet en kvinde som Leonora Christina kan falde for en slyngel som Corfitz Ulfeldt - meget gådefuldt! Man finder aldrig ud af, hvori den egentlige tiltrækning mellem netop den mand og den kvinde består. Man hører tit nogen sige: Hvordan kan hun falde for den idiot? Selvom man kender et menneske godt, kan man aldrig leve sig ind i et sind og afdække lidenskaben. Der vil altid være uløste gåder i ethvert erotisk forhold.

- For tiden har jeg ingen konkrete planer om en ny bog. Jeg håber bare, at jeg på et tidspunkt kommer i gang med noget. Det er blevet en del af dagligdagen, at jeg skal sidde ved computeren og lave en bog om et eller andet kvindemenneske.

- Jeg føler det som et tab ikke at kunne arbejde. På dage, hvor jeg har haft iskias-smerter, har jeg oplevet noget helt nyt, at tiden var umådelig lang. Hele mit liv har jeg følt, at jeg ikke kunne få tiden til at slå til. Pludselig er dagene meget lange, og man bliver ked af det, for det tager på kræfterne at have mange smerter. Men min fysioterapeut har altid formået at få de forskellige ting til at gå over, så det håber jeg også sker denne gang.

- Det med at sætte sig hen mangler jeg totalt talent for. Det er da det sørgeligste, der kan ske. Så tænker man ikke en eneste tanke, man kan bruge til noget. Hellere dø. I det øjeblik, man er i en arbejdsproces, kommer der hele tiden nye tanker, som venter på at blive uddybet på en eller anden måde.

Bodil Wamberg synes, at hun har haft et godt liv.

- Jeg er sluppet igennem med skindet på næsen, og vi har et par vanvittigt søde børn. Det går dem godt. Det at se, at ens børn reagerer fornuftigt over for vanskelighederne i livet, er en glæde. Der findes jo ingen idyl i tilværelsen. Begrebet idyl er forløjet. Stor lykke og idyl oplever man kun i ganske korte perioder.

- Her sidder jeg i et hus, der ligger meget smukt, og har lidt iskias. Det er, hvad jeg har at gøre vrøvl over. Jeg er kommet igennem livet uden, håber jeg, at gøre nogle mennesker for ondt. Hvad kan jeg ellers forlange? Vi er ikke millionærer, men er uden økonomiske sorger. Det betyder også noget. Jeg ville være et skarn, hvis jeg brokkede mig over mit liv.

- Jeg har altid været optaget af åndelige spørgsmål. Jeg tror, at der findes en guddommelig styring. Jeg kan selvfølgelig ikke forklare det nærmere. Det kan ingen mennesker. Vi mangler de dimensioner, der skal til for at forstå det guddommelige. Man kan tro på det, eller man kan lade være. Om der er noget bagefter? Det håber jeg. Det er det evige spørgsmål, som intet menneske i verden kan svare på.

- Jeg giver mig ind under tilværelsens vilkår og det, der måtte komme eller ikke komme bagefter. At der skulle være et helvede, tror jeg ikke på. De eventuelle helveder findes i denne tilværelse.

For Bodil Wamberg var det en langsom proces at få bugt med den livsangst, der prægede de unge år.

- Jeg tror først, jeg fik has på den, da jeg blev gift med min mand, Niels Birger. Han havde en helt anden tilgang til tilværelsen og lærte mig umådelig meget med selve sit væsen. Han har en eller anden tro på livet, som er metafysisk og en stor instinktiv klogskab på livet, som jeg jo har levet op ad i de mange år, og som har påvirket mig.

- Man lærer at forstå hinanden helt nede i dybet af tingene, men det foregår oceanisk.

remar@kristeligt-dagblad.dk