Da kritikken mistede ånden

Danske litteraturkritikere forstår sig ikke på skønlitteratur med spirituelt indhold, mener lektor i litteratur, som savner åbenhed over for romanen som erkendelseskilde. Men æstetik og spiritualitet har ikke gået hånd i hånd siden 1700-tallet, og mange af de nye bøger om spiritualitet er kunstnerisk set for ringe, lyder svaret

Forfatteren Peter Høeg er aktuel med romanen "Den Stille Pige".
Forfatteren Peter Høeg er aktuel med romanen "Den Stille Pige".

"Som litteratur diskvalificerer "Den stille pige" sig på ethvert niveau, den er allerhøjst kuriøs som et sjældent egensindigt og konsekvent forlis". Sådan skrev Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl i sin anmeldelse "Hø over hø" om Peter Høegs roman "Den stille pige" fra 2006.

Peter Høeg havde gennem 10 år isoleret sig i Vækstcenteret, centeret for bevidsthedstræning i Nørre Snede i Midtjylland, for at meditere og gennem spirituel træning opnå en form for selvindsigt. Den proces og indsigt blev offentligheden indviet i med "Den stille pige", som fik en hård medfart af den danske kritikerskare.

Gennemgående for anmeldelserne – nedsablingerne – af Peter Høeg og af forfattere som Lars Muhl, Majbritte Ulrikkeholm med flere, som skriver skønlitteratur med spirituelle dimensioner og åndelige erfaringsverdener, er, at de skrives ud fra litterære kvalitetskriterier, der udelukker grænseoverskridende dimensioner af tilværelsen. Hvis de overhovedet bliver anmeldt. Parolen blandt toneangivende dagbladskritikere og i de redaktionelle prioriteringer er, at litterær æstetik og originalitet ikke går hånd i hånd med det spirituelle. Det mener Knud Wentzel, lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet.

Han har skrevet et indlæg i litteraturtidsskiftet Kritik med titlen "Kritikkens afvisning af spiritualitet", hvori han påpeger en manglende forståelse eller ligefrem en fordomsfuldhed i den danske kritikerstand over for romaner med åndeligt indhold – som i Peter Høegs tilfælde blev kaldt "prædikensamling forklædt som roman".

– Problemet synliggør en slags bornerthed og lukkethed omkring litterære værdier, som kritikerne hylder. Der er nogle forfattere, man simpelthen ikke vil have noget med at gøre. Man forestiller sig jo, at den litterære branche om noget sted var fordomsfrihedens sted. Men der er tilsyneladende visse grænser, siger Knud Wentzel.

Kritikerne arbejder ifølge ham ud fra en dyb indre modsætning mellem den litterære æstetiske udfoldelsesform og det spirituelle. Religiøse erfaringer og forkyndelse er faux pas i litteratur. Knud Wentzel sammenligner kritikernes berøringsangst over for spirituelt grænseoverskridende erfaringer med den litterære situation for 30 år siden, hvor "god" litteratur partout skulle være farlig. Det var et fast kvalitetskriterium. Ellers var det noget bras.

– På samme måde er kriterierne for god litteratur i dag ekskluderende og ud fra begreber som originalitet og spænding. Og det spiller åbenbart dårligt sammen med spiritualitet. Der er en masse fordomme over for litteratur, der udfordrer kritikkens åndelige kapacitet og overskrider den litterære verdens normer og virkelighedsbillede. I stedet bliver spiritualitet til et fyord og genreoverskridelser underkendt med fordomme, ikke med argumenter, siger Knud Wentzel.

Han mener, at litteraturen ikke længere er en erkendelseskilde i samfundet og læner sig op ad Suzanne Brøgger, som for nylig skrev i Weekendavisen: "I løbet af min levetid er lyrikken og litteraturen faldet ned fra piedestalen som den centrale erkendelseskilde i samfundet til en nicheproduktion på linje med sydesalt og rygeost".

Ekskluderingen af åndelig litteratur indgår ifølge Knud Wentzel i en generel ekskludering af ikke-populær litteratur.

– Hvad er godt? Skal det altid være spændende og medrivende? Peter Høeg kan måske ikke opfylde disse krav. Men erkendelsesmæssigt er han seriøs og fornyende, siger Knud Wentzel, som understreger, at spirituelle bøger har store læserskarer.

Det gælder musiker, alternativ behandler og forfatter Lars Muhl, som har udgivet en række bøger om healing og indre vejledning, som har ligget på bestseller-lister, men det skyldes ikke omtale fra medierne. Han savner en fair mediedækning.

– Der er ingen interesse for det. Der er et parallelt univers. Det er ærgerligt, for der er en masse mennesker, der gerne vil læse om disse ting, som skaber værdidebat og selvudvikling og nedbryder dårlige vaner, siger Lars Muhl, som mener, at det litterære miljø er navlebeskuende, studentikost, intellektuelt og præget af uvidenhed over for spiritualitet.

Han er overbevist om, at forfattere, der har modet til at forske i sproget og de erkendelsesmæssige processer, dette medfører, for længst har resigneret og forsøger at skabe sig en professionel karriere uden for de etablerede medier og det litterære parnas' bevågenhed.

Mikkel Bruun Zangenberg, som både er lektor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet og litteraturanmelder ved dagbladet Politiken, giver Knud Wentzel delvis ret i sin kritik. For, som han påpeger, de fleste anmeldere kommer netop fra litteraturuddannelser på universiteterne, hvor mysticisme og spiritualitet marginaliseres.

– Det er ganske rigtigt, at man kan tale om en afvisning af spirituel litteratur. Det er en gammel diskussion. Universitetet er ikke et sted, man bedriver eller praktiserer mysticisme. Men man skal være varsom med at lave westernscenarier og stille rationalister over for spiritualister. Jeg tror ikke på en klar modsætning mellem de to. Man kan ikke bare afvise anmeldere som kropsforskrækkede rationalister, siger han.

Mikkel Bruun Zangenberg medgiver altså, at der er en slags rygmarvsfordom blandt kritikere mod "udflippet, syret spekulativt nonsens", som han kalder det. Skønlitteratur og spiritualitet gik ifølge Zangenberg på sin vis i hver sin retning helt tilbage i 1700-tallet med de store franske oplysningsfilosoffer Voltaire, Rousseau og Diderot, som gjorde op med den religiøse tænknings dominans i litteraturen.

Man skal derfor lede længe efter forfattere, der de sidste 150 år med held har berørt mysticisme. De største blandt vesteuropæiske forfattere er ifølge Zangenberg forfatterne Mester Eckhart, Goethe og Strindberg. Og Franz Kafka formåede at lege med tanker fra den jødiske kabbala. I Danmark kan han kun nævne Ib Michael. Men Zangenberg vil slet ikke afskrive genren som et litterært fænomen, som han og andre kritikere kunne kaste sig over.

– Der er ikke en dogmatisk modsætning mellem kritik og mysticisme. Kritikere dyrker den intuitive påskønnelse af et værk. Man kan sagtens forestille sig en alliance mellem de to, en slags symbiose. Men når det er sagt, er det altså svært at få den slags litteratur til at flyve. Og der er grænser for, hvor meget redaktører og læsere gider have hældt ud over sig af spirituel litteratur. For det kan være meget svært at forstå. Det er typisk noget for de få indviede. Det er per definition svært at formidle og bliver sjældent kønt, siger han.

Sognepræst og litteraturanmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten Johannes H. Christensen er enig med Zangenberg i, at det kunstneriske niveau i mange tilfælde er for lavt. Han erkender, at der naturligvis altid er en mulighed for, at kritikken tager fejl, for også kritikere er bevidst eller ubevidst bestemt af deres samtids forestillinger om kunst, religion og moral. Men Knud Wentzel tager ifølge Johannes H. Christensen alligevel fejl:

– Det er jo ikke rigtigt, at den mere spirituelle litteratur negligeres af kritikken, der derimod forholder sig åbent til den, når blot den holder et kunstnerisk niveau, der er nogenlunde konsensus omkring. At bøger af Lars Muhl sælger i store oplag, er ikke i sig selv et argument for deres kvalitet eller for, at de har krav på interesse. Ugeblade og kiosklitteratur sælger også, siger Johannes H. Christensen, som mener, at der udgives masser af okkult og spirituel litteratur, men på så primitivt et sprogligt og kunstnerisk niveau, at man ikke orker at beskæftige sig med den, når der er så megen fremragende digtning ellers.

– Efter min mening er Muhls bøger ikke digtning, og forfatteren ikke digter, men missionær, og som alle missionærer ensidig og fuld af påstande, som der dels ikke er kunstnerisk dækning for, og som dels vanskeligt eller slet ikke lader sig kontrollere, men må tros på hans ord. Og jeg er ret vantro, siger Johannes H. Chritensen.

Han peger på Harry Potter-bøgerne, Dan Browns "Da Vinci Mysteriet" og Tolkiens værker som gode eksempler på spirituelle bøger, som behandles seriøst af både kritikere og den akademiske litteraturforskning. Herhjemme nævner han mystikeren J. Anker Larsen, som vandt Gyldendals litteraturpris i 1924 med "De vises Sten", den delvist glemte nobelpristager Karl Gjellerup samt nylig afdøde Vagn Predbjørn Hansen.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk

Peter Høeg, Lars Muhl og Majbritte Ulrikkeholm har fået drøje hug for deres skønlitteratur med spirituelle dimensioner. Men skyldes det, at anmelderne har svært ved at forholde sig til den form for litteratur? Eller skyldes det, at forfatternes bøger ikke har den nødvendige kvalitet? --
Peter Høeg, Lars Muhl og Majbritte Ulrikkeholm har fået drøje hug for deres skønlitteratur med spirituelle dimensioner. Men skyldes det, at anmelderne har svært ved at forholde sig til den form for litteratur? Eller skyldes det, at forfatternes bøger ikke har den nødvendige kvalitet? -- Foto: og arkiv.