Faderen, sønnen og den evige påvirkning

Philip Roths far hed Herman Roth og var i sin levetid arbejdsom og ukuelig i vilje til at finde fodfæste i USA som både amerikaner og jøde. Religiøs var den og historiefortællende Herman ikke, men jødedom som kulturelt fællesskab betød meget for ham og for miljøet i den jødisk-dominerede bydel i byen Newark i delstaten New Jersey, hvor Philip Roth voksede op i en familie med Herman som dominerende overhoved. "Realistisk" kan man med ét ord kalde Herman Roth – her er ingen romantiske længsler eller sværmeriske ideer, men hårdt arbejde og respekt for det konkrete er vigtigt.

Da Philip Roths mor dør, flytter Herman som tusindvis af andre enkemænd fra middelklassen til det solbeskinnede Florida og forbereder en behagelig tid i livets efterår. De jødiske enker fra kvarteret sværmer om den sparsommelige, men charmerende forretningsmand, og han indleder da også et solidt forhold til en anden kvinde.

Men en dag rammes Herman af en hjernesvulst, og to års rejse mod døden påbegyndes. Intet bliver det samme som før og Roth skildrer fint, hvordan magtbalancen mellem far og søn langsomt ændres. Før var det faderen, der sagde til sønnen: "Gør, som jeg siger", men nu bliver det sønnen, der siger det samme til faderen. Selv kan han nemlig ikke bedømme alting rigtigt mere, og for den selvstændige individualist Herman er det naturligvis en ændring, der kan mærkes, når man bliver fysisk afhængig af andres hjælp til de mest basale ting.

Det ændrede magtforhold mellem far og søn rækker også ind i døden. Efter Hermans død og inden begravelsen finder Philip Roth og broderen Sandy en æske med to sammenfoldede bedesjaler på bunden af en kommode i faderens hjem. Den ikke-religiøse Herman havde ellers løbende i sine sidste år skilt sig af med mange genstande med høj affektionsværdi, men bedesjalerne beholdt han altså. Philip Roth skriver om bedesjalerne:

"Det ældste tallis tog jeg med hjem, og vi begravede ham i det andet. Da bedemanden hjemme i huset bad os om at vælge et jakkesæt til ham, sagde jeg til min bror: "Et jakkesæt? Han skal ikke på kontoret. Nej, ikke noget jakkesæt. Det er meningsløst." Han burde begraves i et ligklæde, sagde jeg og tænkte på, at det var sådan, hans forældre var blevet begravet og sådan, jøder traditionelt blev begravet.

Men idet jeg sagde det, spekulerede jeg på, om ikke et ligklæde var lige så meningsløst – han var ikke ortodoks, og hans sønner var slet ikke religiøse – og om det ikke var prætentiøst litterært og en lille smule hysterisk skinhelligt oven i købet. Jeg tænkte på, hvor bizart ukarakteristisk en jordbunden bybo som min far ville se ud i et ligklæde, min far, den djærve forsikringsmand, der hele sit liv havde haft rod i dagliglivet, også selvom jeg forstod, at denne anderledeshed var meningen.

Men da ingen kom med indvendinger, og da jeg ikke var dristig nok til at sige "begrav ham nøgen", brugte vi vores forfædres ligklæde til at hylle hans legeme i".

Men var det nu det rigtige at gøre: at gå imod faderens ånd og hylle ham i den jødiske kultur? Kort efter begravelsen har Philip Roth en drøm, hvor en rasende Herman dukker op og bebrejder Roth, at sønnen lod sin far begrave i et bedesjal. Drømmen gør et stort indtryk på Roth, og han skriver:

"Drømmen fortalte mig, at hvis jeg ikke gjorde det i mine bøger eller i mit liv, så ville jeg i det mindste i mine drømme for evigt leve som hans lille søn, med en lille søns samvittighed, akkurat som han ville blive ved med at leve i dem, ikke bare som min far, men som FADEREN, der sidder til doms over alt, hvad jeg gør".

"En søns far" begynder som en skildring af en mands langsomme rejse mod døden, men ender som et stærkt vidnesbyrd om, at mennesket altid er udleveret til andre. Hvad enten Philip Roth vælger at begrave sin far efter jødiske forskrifter eller ej, er han påvirket af andre kræfter. Den jødiske kultur trækker i ham, og faderens vilje trækker i ham. "En søns far" handler således om, at uanset hvor frit og ubundet det moderne menneske ser sig selv, er der altid kræfter, der påvirker, og de kræfter er ofte stærkere end ens egen vilje.

Dermed er den en meget Roth'sk roman, fordi alle Roths hovedpersoner er i andre kræfters vold: venners, familiens, kvinders, traditionens, eller, som i den fantastiske USA-trilogi, der begyndte med "Amerikansk Pastorale" (2000), i historiens vold. Men "En søns far" er også en u-Rothsk bog, fordi vi her møder forfatteren uden filter. Resultatet er en livsklog og personlig bog i et fantastisk forfatterskab.

bach@kristeligt-dagblad.dk