Farvel til frygten

Terrorfrygten og frygten for, at islamister vil indtage Vesten, er på retur. En international Gallup-undersøgelse viser det, og tendensen genfindes herhjemme. Umiddelbart efter det forfærdelige angreb på USA den 11. september 2001 nåede terrorfrygten irrationelle højder i hele den vestlige verden. Den blev yderligere forstærket, da det efterfølgende lykkedes Al-Qaeda at placere bomber i europæiske storbyer som London og Madrid. De senere år er der blevet længere mellem bomberne i vest, mens aktiviteten er øget i øst, ikke mindst i Pakistan og Indien. Kampen mod islamisk terror kan derfor ikke siges at være vundet endnu, men med krigen i Afghanistan har Al-Qaeda-terrornetværket fået hænderne fulde på dets hjemmebane.

Det spiller også ind, at efterretningstjenesterne effektivt har opsporet terrorceller, og at sikkerhedsforanstaltninger i lufthavne og andre trafikknudepunkter er blevet hævet til hysteriske højder. Hvilket igen understreger, at prisen for at bekæmpe terror har været ualmindeligt høj. I ly af terrorfrygten har alverdens regeringer, også den danske, indført alt for vidtgående kontrol-, overvågnings- og aflytningsmekanismer. Det er paradoksalt nok i sig selv blevet ekstra frygtfremkaldende.

Frygten for terror er blevet ledsaget af en generelt stigende frygt for religion, som har ramt troende i bred forstand. Gallup-undersøgelsen viser, at især i nordeuropæiske lande som Norge og Holland forventer borgerne i dag ikke at hente den store inspiration i religion. Det er ligefrem blevet et politisk dogme, at religion skaber konflikt og bør holdes inden for hjemmets vægge. Ansvaret for, at det er gået sådan, ligger selvfølgelig ikke kun hos vestlige strammerregeringer - først og fremmest ligger det hos de islamister, der i religionens navn fører kamp mod civile.

Heldigvis afviser det massive flertal af muslimer vold som politisk virkemiddel. Dermed er alt imidlertid ikke sagt. Man må fortsat være kritisk over for en religion, der har det svært med centrale vestlige idealer om ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed. Der har været talt meget om behovet for muslimsk reformation, for eksempel i form af en ny "euroislam", men desværre det blevet ved snakken. Hvis vi skal helt fri af de seneste otte års islamfrygt, må europæiske muslimer tage ulden ud af munden, når talen falder på stening af kvinder, afhugning af lemmer eller lignende bestialske straffemetoder a la sharia-loven. Eller når det handler om menneskers ret til at skifte religion og om minoriteters rettigheder. Indtil det sker, må man forvente, at mange mennesker fortsat vil frygte islam. Også selvom frygten for islamisk terror heldigvis og med god grund er på retur.