Mavedans og hviskende strandløver

I 1966 var jeg og familien i Tanger, Marokko, hvor vi boede i den arabiske bydel. Det viste sig at blive en uforglemmelig oplevelse for os alle fire: min første hustru, Signe, vores datter, Lisbet på 16 år, og vores søn, Kim på ni år.

Vi boede på et udmærket hotel ved en torveplads, og vi blev fra første færd hjerteligt modtaget, da hotellet yderst sjældent havde bleghudede gæster. Når vi gik ture i de kringlede smøger i "Kashbaen", en overdækket markedsplads, hilste folk glade og forundrede på os. Jeg blev inviteret indenfor hos folk, der gerne ville vise hjemmet frem, og da jeg en dag kom forbi en forsamling, som vistnok fejrede et bryllup, blev jeg inviteret til at danse med i glædesdansen, hvilket jeg naturligvis gjorde.

Vores sightseeing-chauffør lærte mig at sige goddag: "Swalqeer", og hvis det var henvendt til en mandsperson, tilføjede man: "Sidi". Når vi ville på stranden, skulle vi ned ad nogle stier i en høj klippevæg. Her var der indimellem nogle afsatser eller terrasser, hvor mænd sad og hyggede sig og røg vandpibe. Vi vinkede til dem, og de vinkede venligt tilbage, og så kunne jeg ikke dy mig for at blære mig med mit sparsomme arabiske. "Swalqeer, Sidi!" råbte jeg. Hvorpå de forbløffede sprang op.

Det var åbenbart sjældent eller aldrig, de havde hørt denne lokale hilsen fra en bleg nordbo.

Nu husker jeg endnu et ord på arabisk. Lisbet var jo en smuk og velskabt teenager, og jeg havde tidligere bemærket, at unge fyre hviskede "Leila", når vi gik forbi. Nu lå vi altså under parasollen på stranden. Mens jeg lå på ryggen i skyggen, hørte jeg hviskende mandestemmer, der kom nærmere og nærmere: "Leila - Leila". Så rejste farmand sig med et ryk og så os omringet af unge, elskovshungrende strandløver, som dog forsvandt i støvskyer ved synet af mig.

Når vi om aftenen sad på en restaurant, hvor vi blandt andet overværede mavedanserinder - som Lisbet i øvrigt blev livslangt inspireret af - ville vi gerne drikke lidt vin, hvad man naturligvis ikke kunne købe i denne bydel.

Men omgående blev en ungtjener sendt over til den franske bydel og kom kort efter tilbage med en Pinot Gris eller lignende.

Det er nu lang tid siden, Signe døde. Men vi overlevende, Lisbet, Kim og jeg, vil altid huske vores uforglemmelige ferie i Marokko.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk