Ritzau |
28. juli 2009
Den iranske præsident giver ordre til, at de folk, der sidder fængslet for at demonstrere imod hans genvalg, skal løslades.
Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, gav tirsdag lederen af landets domstole ordre til hurtigst muligt at løslade demonstranter, der er blevet anholdt i forbindelse med protester mod hans genvalg.
- Der er gået betydelig tid siden deres anholdelse. Vi ønsker at accelerere undersøgelserne af de sigtede og vi beordrer, at der udvises den største islamiske medfølelse over for de landsmænd, der ubevidst kom på gale veje, skriver Ahmadinejad i et brev til ayatollah Mahmoud Hashemi Shahrudi.
- Vi ønsker, at deres familier skal blive lykkelige over deres løsladelse. De bør være hjemme igen til højtideligholdelsen af imam Mahdis fødselsdag 7. august, hedder det videre.
Ifølge den iranske anklagemyndighed er 300 demonstranter fortsat tilbageholdt efter de protester, der fandt sted i kølvandet på præsidentvalget, hvor Mahmoud Ahmadinejad blev udpeget som vinder. Oppositionen siger, at Ahmadinejad blev genvalgt på grund af svindel.
Tidligere tirsdag besluttede Irans øverste religiøse leder, ayatollah Ali Khamenei, at et omstridt detentionscenter i hovedstaden Teheran, hvor mange af demonstranterne sidder indespærret, skal lukkes.
- Den øverste leder har udstedt en klar ordre om, at ingen må blive uretfærdigt behandlet i dønningerne efter de seneste begivenheder, siger sekretær for det nationale sikkerhedsråd, Saeed Jalili.
- Derfor, som et eksempel, har han givet ordre til, at et detentionscenter skal lukkes, fordi det ikke overholder de nødvendige standarder, siger Saeed Jalili videre.
I alt blev cirka 2000 demonstranter, politiske aktivister og journalister tilbageholdt under de omfattende demonstrationer især i Teheran. De fleste er siden blev sat på fri fod igen.