Jeg læste med stigende forbløffelse indlægget "Tro er ikke en privat hobby" den 10. juli af præst Eva Holmegaard Larsen. Præsten kan berette om en lille andagt, hvor hun var kaldt ind for at velsigne et dødfødt barn på hospitalet. Dette foregik med det efterladte forældrepar og to sygeplejersker på en stue, hvor der blandt andet blev bedt en bøn. Det var et ønske fra forældrene, som blev fint støttet af sygeplejerskerne.
Præsten forsøger at blande denne andagt på en lukket sengestue sammen med, at vi er nogle hospitalsansatte på Odense Universitetshospital, som offentligt har kritiseret hijab-tilsløring af hospitalspersonale. Og her er det, at kæden for alvor hopper af for den gode præst.
For det første så foregik andagten på en lukket stue, hvor andre patienter ikke blev involveret. To sygeplejersker deltog og levede i den forbindelse op til den del af sygeplejen, der kaldes for åndelig omsorg.
Det er en helt anden sag, når offentligt hospitalsansatte kræver at demonstrere deres egne personlige tilhørsforhold i form af den iøjnefaldende islamiske kvindeuniform, tørklædet, i forbindelse med en neutral og ensartet arbejdsuniform. Her kan patienterne ikke fravælge at blive belemret med personalets personlige præferencer.
Det er helt uacceptabelt, når patienterne befinder sig i en afhængighedssituation af hospitalspersonalet. Hvorfor skal patienterne dog forholde sig til en massiv markør som den islamiske kvindetilsløring, der er et diskriminerende koran-påbud rettet mod kvinder?
For det andet så var det som udgangspunkt nogle patienter, vi gav mæle. De havde udtalt, at de fandt det islamiske hovedtørklæde på hospitalsansatte provokerende og krænkende. Det var grænseoverskridende for dem, at de ikke kunne blive fri for religiøs/politisk agitation fra personalet, når de var indlagt til behandling på et dansk hospital.
Det var vi enige med patienterne i. På baggrund af det rejste vi kritikken af en uniformsetikette, der på beskæmmende vis inkluderer en islamisk kvindeuniform (hijaben), som både har en religiøs, sexistisk og politisk symbolværdi.
For man kommer ikke uden om, at hijaben udelukkende er rettet mod kvindekønnet for ikke at vække mandens lyster, og for at den muslimske kvinde kan skelnes fra den ikke-muslimske kvinde (suravers 24:32 & 33:59-60 i Koranen). Følgelig rækker symbolværdien af den islamiske kvindetilsløring langt ud over den enkelte kvindes personlige fortolkning.
Derudover er det en uomtvistelig kendsgerning, at der er tørklædetvang for kvinder i de lande, hvor politisk islam dominerer. Det selvsamme symbol, hijab, bør således helt indlysende ikke indkøbes af verdslige hospitaler i Danmark. Hvorfor skulle vi dog frivilligt give efter for islamiske særkrav om islamisk uniformering i arbejdstiden? Hospitalerne er verdslige og som logisk følge heraf skal personalet fremstå neutralt og professionelt. Det turde være logik for perlehøns.
Præsten mener sågar, at "De 12 sundhedsarbejdere fra Odense Universitetshospital tilhører den gruppe, der farer særligt aggressivt frem i den verserende debat om religionens rolle i det offentlige rum". Nu handlede vores kritik jo ikke om religionens rolle i det offentlige rum generelt, men om hijab-tilsløret offentligt ansat hospitalspersonale specifikt. Den sondring udelader præsten bekvemt i sit bizarre indlæg.
Præsten anklager desuden os 12 hospitalsansatte for at "bære had og foragt". Vorherre til hest. Måske præsten skulle prøve at dokumentere sine ubehagelige beskyldninger, som det er almindelig god skik. Det bliver dog vanskeligt, eftersom de uhyrlige beskyldninger ikke har hold i virkeligheden.
Rachel Adelberg Johansen, sygeplejerske, Uraniavænget 19, Odense NV