Mennesket er viklet ind i mange forhold

Når man fra en tankehøj ser ud i verden, kan man fristes til at løfte sig på tæer for at se lidt videre og lidt højere end de andre hoveder på marken. Det er stygt, og man kan let ende med at dratte på næsen - det bedste råd er at gå ned, "thi da mærker man bedst Forskiellen mellem den Høide, man har og den man laaner, Rusen gaaer over, og i det Lave skielner man meget bedre imellem Skin og Virkelighed, og nødes til at udtrykke sig langt forsigtigere, da man ikke, som på Høien, kan hæve sig over Latter og Indvendinger."

Sådan skriver N.F. S. Grundtvig i 1817 i det lille skrift "Om Mennesket i Verden", der udkom i anden årgang af en-mandstidsskriftet Danne-Virke.

Skriftet er en vandring i det lave, endda en nattevandring foretaget af en mørkeræd mand i sin bedste alder. Grundtvig er midt i 30'erne, han har i en periode prædiket rundt omkring i de københavnske kirker, hvor han har lagt sig ud med de fleste og lagt afstand til dem, der vil have ham. I 1815 går han i mere eller mindre selvvalgt hi i historien. Han kaster sig over oversættelser af Saxo og Snorre og Beowulf - og så skriver han.

Danne-Virke blev udgivet ud fra en forestilling om, at der er "intet af det nyere Europas Folk, der har saa store lovlige Besiddelser i Aandens Rige som det Danske", som det udtrykkes i det første hæfte. Den åndelige kæphøjhed er ikke uden en vis ironi, 1810'erne er ikke kun for Grundtvig et turbulent årti, det gælder for hele landet. Efter statsbankerotten i 1813 fulgte afståelsen af Norge året efter - så herrer vi ere ... i åndernes rige. Nu vil Grundtvig så rejse et åndeligt Dannevirke - ikke for at hindre samkvem med udlændige, men for at "værge mod fjendtligt indfald", som han skriver.