Jeg er meget enig med Hans Kristian Neerskov i hans læserindlæg, der er en reaktion på kronikken den 28. juli af formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed.

Da jeg læste kronikken, var jeg parat til at skrive et modsvar, men fik det ikke gjort. Derfor stor tak til Neerskov for læserindlægget, der sætter en række ting på plads omkring situationen i Mellemøsten.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
og politisk ordfører for Mellemøstpolitik

Det er ikke fordi jeg er voldsomt uenig med Hans Kristian Neerskov; men jeg må alligevel påpege en svaghed i argumentationen. I indlægget hævdes, at der aldrig har eksisteret noget palæstinensisk folk og det begrundes med, at der aldrig har eksisteret noget palæstinensisk land, regering eller valuta.

Men den holder jo ikke. Forestillingen om enheden mellem land og folk er noget der opstod i romantikken og under den franske revolution. Før den tid var tanken ukendt. Både før og efter er der masser af eksempler på folk, som ikke har noget land, folk der lever i flere lande eller lande som omfatter flere folk. Den kendsgerning, at et givet folk ikke har noget land, kan altså ikke bruges som argument mod dette folks eksistens. Det har simpelthen ikke noget med hinanden at gøre.

Man kan så spørge, hvornår et folk kan siges at eksistere. Et land eksisterer, når det er anerkendt af FN. Men et folk kan efter min mening udmærket eksistere, selv om det ikke er anerkendt af hverken FN, bibelen eller andre højere instanser.

Man kunne derimod lade sig inspirere af den dansk-tyske Bonn-København erklæring om de to landes mindretal. Heraf fremgår det, at det er personen selv, der bestemmer, hvilket folk han eller hun hører til. Det har ikke noget med bopæl eller statsborgerskab at gøre. Denne tolkning var meget moderne, og i mine øjne meget klog.

Men heraf følger helt logisk, at hvis et rimeligt antal personer føler sig som tilhørende et bestemt folk, så eksisterer dette folk. Det gælder for både det danske, grønlandske, færøske, kurdiske, palæstinensiske og jødiske folk. Og det gælder fuldstændigt uden hensyn til, hvad andre mennesker måtte mene om den sag.

Men heraf følger ikke, at ethvert folk uden videre skulle have ret til sin egen stat. For forestillingen om enheden mellem stat og folk er som sagt et barn af romantikken, og det er en tanke, som skal nydes med forsigtighed. Denne tanke var nemlig årsagen til langt de fleste krige i de sidste 200 år - herunder de slesvigske krige og de to verdenskrige.

Nævnes landet Palestina ikke i første eller anden mosebog? Jeg er ikke sikker.

"Der har aldrig været et land, der hed Palæstina", skriver Hans Kristian Neerskovs i et debatindlæg til Kristeligt Dagblad den 30. juli 2009. Det er et ukontroversielt udsagn, og hvis det var forfatteren og præstens eneste pointe, kunne det sagtens stå uimodsagt. Indlægget indeholder imidlertid andre forvirrende udsagn og udokumenterede påstande - en "sammenkogt ret" ville Neerskov nok selv have kaldt det - så det fortjener et par ord med på vejen.

Polemisk stiller Neerskov det indledende spørgsmål "Hvorfor er det så vigtigt for Israel at blive anerkendt?" Spørgsmålet skal forestille at være en gengivelse af et spørgsmål, som formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed, stillede i en kronik den 28. juli. Men Neerskov udlader belejligt den helt centrale tilføjelse på El-Abeds spørgsmål, nemlig "som en jødisk stat." På den måde kan Neerskov let og uelegant glide uden om det essentielle emne i El-Abeds kronik, nemlig jødisk national identitet som noget, der blev konstrueret i en propagandasammenhæng i slutningen af 1800-tallet.

Fathi El-Abed giver i kronikken en fin introduktion til zionismen som en moderne social bevægelse. En af pointerne er, at betegnelsen "det jødiske folk" er en zionistisk opfindelse fra slutningen af 1800-tallet, og hertil svarer Neerskov, "Hvor historieløs kan man dog være?, og krydrer sit dybe udsagn med et par skriftsteder fra Bibelen. Den form for argumentation taler for sig selv, og er meget lidt opklarende i forhold til den fastlåste situation i Mellemøsten.

Der er en vis ufrivillig ironi i debatindlægget, for forfatterpræsten burde i virkeligheden være meget mere modtagelig for El-Abeds pointer, end han umiddelbart giver udtryk for. Når Neerskov for eksempel skriver "de såkaldte palæstinsere" og "der har aldrig eksisteret et palæstinensisk folk" bevæger han sig (uvidende) meget tæt på en væsentlig indsigt. "Folk" og "nationale identiteter" er nemlig slagord, som grupper af mennesker opfinder i kampe for selvstændighed og kollektiv frihed. Og det gælder både såkaldte jøder og såkaldte palæstinensere.

Det er et faktum, at en gruppe mennesker på et tidspunkt i 1800-tallet samlede sig under en nyoprejst jødisk fane for at skabe en nation. Zionismen er navnet på den sociale bevægelse, som blandt andet blev ledet af Theodor Herzl. Bevægelsens succes har mange forskellige årsager, som man kan forsøge at analysere, men det var på ingen måde givet, at europæere, der dengang praktiserede en mild form for jødedom, på et tidspunkt skulle blive til israelere. Det er også et faktum, at det palæstinensiske folk eksisterer, og at man kan kende dem som den gruppe mennesker, der opfatter sig som en del af fremtidig palæstinensisk nation.

At de sociale bevægelser har eksisteret og stadig eksisterer har bare intet at gøre med det uretfærdige forhold, at knap fire millioner palæstinensere i dag de facto lever som statsløse i de besatte områder, og at yderligere fire millioner lever som flygtninge i Israels nabolande. Det er åbenbart ikke noget, der interesserer Neerskov særlig meget, og hans eneste kommentar er, at palæstinenserne kunne have haft deres stat, hvis bare de havde rettet sig efter resolution 181. Ja, og europas jøder var sluppet for gaskammeret, hvis de bare havde skyndt sig væk fra nazisterne. Ergo, hvis forholdene har været lidt barske, er det altså deres egen skyld. For vi må for Guds skyld aldrig lade den stærke part, Israel, stå til regnskab for sine internationale og moralske forpligtelser.

Palæstinenserne som de vil kalde sig, deres livsstil er med til at forværre deres egne liv.
Det høres, at de oplæres i at hade: had, had, had, ja så er det da klart at det skal gå galt



Man oplærer, indoktrinerer fra børnestadiet at man skal hade, skolebøger mm er fyldt med had.
Had til hvad, jo had til Israel/jøder. Had er i sin substans et udslag af misundelse.


De har været præget af så meget had, at de har destrueret sig selv (selvmords bomber) gjort i rent had.
Man behøver ikke at være kristen for at forstå, at det livssyn medfører en negativ spiral ikke mindst for sig selv.





Da Israel atter blev genrejst som land, da opblussede der sig et had i palæstinensernes hjerter, de ville bare ikke acceptere jøderne, at de skulle få deres land tilbage.


Bemærk, at palæstinenserne/araberne de har bare så meget land i forhold til den smule Israel har, men at unde Israel noget af deres eget gamle land det vil man ikke.