I sommerens store fotokonkurrence kan læserne vinde et digitalt spejlrefleks-kamera
Johanne Larsen fra Præstø lader sig falde bagover, og så må det briste eller bære. Heldigvis står vennerne klar til at gribe hende, og hun lander blødt på et tæppe af udstrakte, solbrændte arme.
Øvelsen skal lære de unge deltagere på Danmissions sommerlejr noget om tillid og tilgivelse, fortæller 32-årige Nicolai Diemer, den ene af de to lejrchefer på den årlige lejr i Bisserup, Sydsjælland.
– Vi havde et tema om tilgivelse den dag, og derfor lavede vi denne tillidsøvelse. De unge blev opfordret til at stå op og sige noget, de havde gjort, og som de fortrød – for eksempel, at de havde sagt grimme ting til deres venner eller søskende. Og så skulle de lade sig falde og mærke fornemmelsen af at blive grebet og tilgivet, fortæller han.
Bisseruplejren, der ligger 50 meter fra stranden og lige op til en stor skov, tiltrækker årligt cirka 65 børn og unge, hvoraf nogle er kommet til Danmark som flygtninge.
Arrangøren, Danmission, er en folkekirkelig virksomhed, der arbejder med mission og bekæmpelse af fattigdom i udviklingslande. Danmission blev dannet i 2000 ved en sammenlægning af de to ældste danske missionsselskaber, Det Danske Missionsselskab (DMS) og Dansk Santalmission (DSM).
Nicolai Diemer har deltaget med dette foto i sommerens fotokonkurrence og vundet et boggavekort på 250 kroner.
johansen@kristeligt-dagblad.dk