Homoseksuelt hysteri

Misforstået festival for bøsser og lesbiske i København

Den internationale sportsfestival for homoseksuelle, som København i disse dage er vært for, er af flere grunde en stor misforståelse. World Outgames kunne da nok være et interessant privat initiativ. Men at offentlige midler og institutioner skal spændes for dette mærkværdige udstillingscirkus savner i høj grad et fornuftigt grundlag.

Homoseksuelle har i adskillige år ført en intens kamp for ligestilling, og herhjemme har Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske haft stort held med sit projekt med at normalisere det at have en anderledes seksuel orientering end flertallet. Men ved at lave et særligt sportsstævne målrettet seksuelle minoriteter vælger de homoseksuelle netop at udstille sig selv som anderledes og unormale. Man kan forstå og billige et handicap-OL, men at homoseksuelle selv skulle få den tanke, at de enten er dårligere eller bedre sportsfolk end andre på grund af deres seksualitet, virker lige så absurd og ulogisk, som hvis nogen fandt på i offentligt regi at lave særlige sportsstævner for rødhårede, for katteejere eller for frimærkesamlere.

World Outgames handler på papiret om sport og om ligestilling for udsatte seksuelle minoriteter. Men læser man programmet for festivalen, får man også den mistanke, at det hele i langt højere grad drejer sig om selvpromovering og selvudstillelse. Den Radikale borgmester, skuespiller og amatørcyklist Klaus Bondam, praler i programmet af, hvordan det på kort tid lykkedes ham at få den homoseksuelle sportsfestival til hovedstaden, og så lægger Bondam vægt på, hvor vigtigt det er for homoseksuelle, at "vi har ret til at være her og til at være synlige". Den konservative Brian Mikkelsen har i årevis drømt om at gøre Danmark synligt ved at få det rigtige OL til landet. Nu må han som erstatning nøjes med at sige, at "World Outgames 2009 er en ideel platform til at fremhæve de mange sider af vores kreativitet og livskvalitet" i Danmark. Trangen til at være synlig og træde ud af mængden på et så lille grundlag som her grænser desværre til det barnagtige og ugennemtænkte.

Det samme gør sig gældende med Københavns Domkirkes massevelsignelse i dag af homoseksuelle par og udsmykningen af kirken i regnbuens farver i solidaritet med festivalen. Uden at skele til de uenigheder, der i øvrigt findes i kirken om homoseksualitet, har en lille kreds af københavnske præster på anmassende vis valgt at spænde folkekirken for festivalens vogn. Det er overbærende, at menighedsrådet lader det passere. Men de homoseksuelle og deres sympatisører skyder også her sig selv i foden. For hvorfor kæmpe for anerkendelse som fuldgyldigt normale, hvis det hele i virkeligheden skal være så udpræget anderledes? mth