60 procent af danskerne arbejder, selvom de har ferie. Ferien er ikke et helligt sted, forklarer forsker
Hvad enten ferien skal bruges i et sommerhus i Skagen, på en badestrand på Mallorca eller på en bilferie i Frankrig, er der stor sandsynlighed for, at arbejdet følger med.
60 procent af danskerne tager arbejdet med på ferie, viser en rundspørge foretaget af hjemmesiden Hotels.com. I snit kan to ud af tre europæere ikke lade være med at arbejde i ferien, og det sker ofte ved at tjekke arbejdsmailen med jævne mellemrum.
Kun 243 danskere har deltaget i rundspørgen blandt de 2.167 europæere, men forskningsadjunkt Anders Raastrup Kristensen mener ikke, at det er unormalt, at grænserne mellem arbejde og fritid flyder sammen.
- Arbejdet er i dag ikke så materielt, men mere serviceorienteret og vidensorienteret. Vi kan tage det med mange steder og tænke på det mange steder, forklarer Anders Raastrup Kristensen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School, til kristeligt-dagblad.dk.
Ikke helligt
Derudover er arbejdet ikke længere forbeholdt bestemte tidspunkter og et bestemt sted.
- Ferie er ikke et helligt sted, hvor der ikke er plads til arbejde. Der er en fleksibilitet. Mange vil også gerne høres, og selvom de er på ferie, har de ikke lyst til at blive holdt udenfor, når der træffes vigtige beslutninger, siger Anders Raastrup Kristensen.
De fleste i undersøgelsen kan ikke lade være med at tjekke deres arbejdsmail hver anden dag eller sjældnere. Hver tredje kan dog slet ikke lægge arbejdet fra sig og er i kontakt med kontoret eller tjekker mail dagligt. Ifølge
Rejseliv.dk viser beregninger, at der i Danmark bruges 18,5 millioner timer på at tjekke arbejdsmail i ferien hvert år.
- Det er positivt, at folk har et arbejde, de brænder for. Grunden til, at de tjekker arbejdsmail er, at de er nysgerrige og spændte, og der er kolleger, som måske lige har brug for, at man giver sit besyv med, siger han.
Negative konsekvenser
Igennem sin forskning har Anders Raastrup Kristensen fundet ud af, at de fleste laver aftaler for arbejdet i ferien, så kollegerne eller chefen ikke ringer og spørger om de mindste småting.
Det kan dog også have en negativ effekt, at grænserne mellem arbejde og fritid flyder sammen.
- Det negative er, at folk aldrig har fri og ikke kobler af på noget tidspunkt. Det kan være ngoet, man brænder for, men det kan også være noget, man brænder sig på. Hvis arbejdet kommer til at fylde for meget, og man ikke kan lave andet, kan det få konsekvenser. Man risikerer eksempelvis at blive skilt, men det er utroligt individuelt, hvordan man har indrettet sit liv, siger Anders Raastrup Kristensen.