Sommerfuglene danser på Trehøje

– Hej ven, hvor er det godt at se dig, siger han glad til en sommerfugl.

På toppene er naturligvis også en del turister med picnickurve, tæpper og digitalkameraer, der kommer for at forevige den storslåede udsigt eller vandre på nogle af de mange stier. Det er kun tredje gang i sin karriere, at Morten DD, som han kalder sig, har vovet sig op på Mols Bjerges næsthøjeste punkt. Han er ikke så meget til udsigter, men mere til naturindholdet. Som dukatsommerfuglene og de mere end 700 forskellige vilde plantearter, der spirer i krat, grøftekanter og dale.

Dog må han medgive, at det er smukt på toppen af bronzealderhøjene, hvorfra man har en glimrende udsigt over det, han kalder kernelandet. 360 grader meget alsidig skønhed. Halvøen Helgenæs ligger stik syd, Kalø Vig og Ebeltoft Vig glimter blåt på hver sin side af Mols Bjerge, og mod nord ligger bjergenes højeste punkt, Agri Bavnehøj. På helt klare dage kan man se både Århus, Samsø, Vejrø, Tunø og indimellem ligefrem til Sjælland. Rundt om Trehøje er landskabet åbent og bart, så man kan se vandrestierne og de mange dødishuller. Dødishullerne blev skabt, da isen under den sidste istid smeltede.

I slutningen af august vil Dronningen indvie stedet som nationalpark. Med den royale indvielse får Danmark sin anden nationalpark efter Nationalpark Thy, der åbnede sidste sommer. Og Mols Bjerge får papir på, at det i sandhed er et unikt naturareal.

Som dødishullerne blev også bjergene i Mols til i slutningen af den sidste istid, hvor store tunger af is skød sig frem sydfra op gennem Ebeltoft og Kalø Vig. De bunker af sten og sand, som istungerne med stor kraft skubbede sammen, er nu blevet det bakkede og gulgrønne landskab, der strækker sig over cirka 25 kvadratkilometer.

Indtil for 100 år siden var bjergene opdyrket agerland, men så tog plantningen af plantager fat, og siden begyndte egeskoven at vælte ind over bakkerne. Det kvalte mange af de sjældne planter i området. For omkring 10 år siden besluttede man derfor at fælde en del af nåleskoven, så bakkerne igen kunne ligge åbent.

– Nåleskoven blev ryddet, fordi den åbne natur i Danmark er den truede natur, fortæller Morten DD, der sætter pris på det liv, de åbne vidder giver.

Derfor fører han os et lille stykke væk fra Trehøje for at kigge på planterne i en sandet grøftekant. Vi skal lægge mærke til farverne på blomsterne, siger han. Udvalget her er nemlig langt større end inde i byerne, tilføjer han og peger mod et flor af gule, lyserøde og lilla blomster.

– Her er en godbid. Det er en gul evighedsblomst. Tidligere var den meget dominerende her i området, men nu er den ved at blive udkonkurreret, forklarer han.

Den bedste måde at opleve Mols Bjerge på er til fods. Utallige stier og ruter krydser landskabet. Molslaboratoriet arrangerer en masse forskellige af slagsen. Der er både noget for nybegynderne og for de mere inkarnerede naturentusiaster.

Tæt på laboratoriet gør vi holdt ved et krat, som for det utrænede øje ikke ser ud af noget særligt. Men efter en kort travetur gennem brændenælder og græs kommer vi til en lille særlig plet, hvor der vokser nogle meget små, lyserøde blomster. Planten hedder kantet kohvede, tilhører maskeblomstfamilien og er yderst sjælden. De seneste fem år er den kun blevet observeret en lille håndfuld steder i Danmark. Fordi den er så lille, er den i konstant fare for at blive kvalt af andre planter. På en solopvarmet skrænt få meter derfra bor mariehøneedderkoppen, der er en sjældenhed i hele Europa. I England har man ligefrem genudsat danske dyr for at redde deres egen bestand. I sit kartespind, som ligger helt nede ved jordoverfladen, kan mariehøneedderkoppen fange skarnbasser eller andre insekter, der får forvildet sig derned.

Igen et eksempel på en art, der kun kan overleve, hvis den får den fornødne plads og de fornødne forhold på levestedet, forklarer Morten DD Hansen. Personligt var hans største oplevelse i Mols Bjerge, da han trådte i en kokasse og opdagede, at den sjældne humlerovbille, som ellers kun findes på Samsø, sad ovenpå.

– Det var et mirakel, og jeg kastede mig ned for at fange den, så jeg kunne dokumentere det, men den slap væk. Heldigvis opdagede jeg, at der også sad en på kokassen længere henne, fortæller han lettet.

Det ærgrer ham, at gennemsnitsdanskeren ikke kender naturens sprog, men stiller sig tilfreds med at se en bøgeskov eller nogle mælkebøtter et par gange om året.

– Danskerne har kun kendskab til den mest banale natur og kender derfor ikke de spændende historier. Vidste vi mere, ville det være langt mere interessant for os at være ude i naturen. Min mission er at få flere til at synes, at det er sjovt at kende naturen, siger han.

I en turistbrochure fra området står der, at der sammenlignet med andre steder i landet falder meget lidt nedbør i Mols Bjerge. Dog er det alligevel en umiskendelig og regnfuld tordensky, der kommer rullende fra havet og ind over bakkerne. Vinden rusker i træernes toppe, og svalerne flyver lavt.

– Se, hvor meget knald der er på den gustfront, sikke en dravat, udbryder Morten DD.

Han forklarer, at en dravat er en kastevind med torden i. Gustfronten er det grænseområde, hvor den kølige, nedsynkende og udstrømmende luft møder den varme, indstrømmende luft, hvorved en front dannes, ofte med kraftige vindstød til følge.

Vi bliver stående, så længe vi kan, for det er fascinerende at se, hvordan de gigantiske sorte skyer med høj fart driver ind over landet. Da de første dråber rammer, løber vi i ly i Molslaboratoriet.

Her sidder freelancefotograf Morten Vilhelm Keller og arbejder ved sin bærbare computer. Han viser sig at være grandnevø til Ellen Dahl, der altså var stedets tidligere ejer og Karen Blixens søster. Han er i dette øjeblik ved at oversætte nogle af de essay, Ellen Dahl skrev fra området under pseudonymet Paracelsus.

Vi får lov at få et lille stykke med på vejen fra bogen "Parabler", der udkom i 1929 og i dag kun kan opdrives i antikvariater. Citatet er fra den første prolog, "SCHERZO". For hvad er mere oplagt end at slutte dagen med en sand hyldest til skønheden i Mols Bjerge?

"Hør hvor Lærkerne jubler! Duerne kurrer allerede mellem Elletræerne. Dagen bliver varm, men endnu er Luften kølig, bidende frisk, ikke en Vind rører sig; men ned gennem Dalstrøgene driver Taagerne som hvide Skibe, der sejler forbi, og kun i Skyggesiden af Krattet vil Duggen blive liggende som et glinsende Sølvbælte langs engen."

schelde@kristeligt-dagblad.dk