Grundet den økonomiske krise er FN's fødevareprogram, WFP, nødt til at skære ned i hjælpen til millioner af fattige. WFP efterlyser hjælp, men danske eksperter maner til besindighed
Klodens sultende befolkninger risikerer at blive endnu værre stillet, lyder det fra FN's fødevareprogram, World Food Programme, WFP, som langtfra får opfyldt sit økonomiske behov i 2009. Fødevareprogrammet gik ind i året med et behov for 35,5 milliarder kroner, men er af donorer kun blevet lovet 19,6 milliarder. Indtil videre har organisationen modtaget knap halvdelen af det lovede beløb.
– Der findes ikke noget mere elementært end mad. Hvis folk ikke får det, sker der en af tre ting: De gør oprør, de migrerer, eller de dør, siger fødevareprogrammets direktør, Josette Sheeran, ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters.
WFP har allerede været nødt til at skære i hjælpen til de 108 millioner kronisk sultende mennesker, de støtter. Blandt andet hjælper fødevareprogrammet nu kun 70.000 børn i Bangladesh mod tidligere 300.000. Men trods de alarmerende tal er der ingen grund til at fare op, mener Christian Bjørnskov, bistandsforsker fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.
– Hvis WFP primært brugte penge på decideret nødhjælp, ville der være grund til at råbe vagt i gevær. Men det gør de ikke. Som i langt de fleste store bistandsorganisationer går størstedelen af deres penge til udviklingsprojekter. Og når der er konkrete katastrofer, bruger de naturligvis penge på nødhjælp, siger han.
Det er usandsynligt, at Danmark vil hjælpe i den givne situation, vurderer Christian Bjørnskov, for det kræver, at regeringen prioriterer WFP højere end andre bistandsprojekter.
Fra Dansk Institut for Internationale Studier mener ekspert i udviklingsbistand Lars Engberg-Pedersen, at opråbet fra fødevareprogrammet er karakteristisk for bistandsbranchen.
– Hjælpeorganisationer har generelt en tendens til at puste tal op for at hive penge ud af donororganisationer. På den anden side er donororganisationer altid skeptiske over for at yde mere, siger han.
gehlert@kristeligt-dagblad.dk