Bispevalg i bakspejlet: Regler løser ikke alt

Der er hele tiden noget, der går galt i Danmark. Der forøves drab, voldtægt og brandstiftelse. Morderiske muskel – og kamphunde overfalder sagesløse skabninger på både to og fire ben. Overboen klager over, at underboen ryger.

Når der sker noget, vi ikke bryder os om eller ikke forventer, så er det nok reglerne, der er noget i vejen med, mener vi. Og straks følger kravet om strammere regler, længere straffe eller mere detaljerede forskrifter og så videre. Enhver folkevalgt, der har sit mandat kært, retter ind og lover i tv-stationernes prime time at se på sagen, hvis han er medlem af et regeringsparti, medens oppositionen kræver handling omgående. Kun få folkevalgte tør sige, at det sådan set ikke er reglerne, der nødvendigvis er noget i vejen med, men menneskene selv.

Mange venlige og kyndige mennesker har også skrevet til mig og foreslået reglerne om bispevalget ændret. Der har bredt sig det indtryk, at andre regler ville kunne borteliminere enhver fejl ved et bispevalg. Det kan regler ikke. Faktisk sker der ved hvert eneste folketingsvalg fejl, og ved seneste folkeafstemning var der faktisk flere graverende fejl i et par kommuner. Alligevel har der ikke fundet omvalg sted, og ingen journalist har vist overhovedet beskæftiget sig med de fejl, der klart fremgår af den betænkning, som Folketingets udvalg for valgs prøvelse har givet.

Det undskylder naturligvis slet ikke, at der ved de sidste to bispevalg beklageligvis er sket fejl af en sådan karakter, at vælgerne har måttet ulejliges ikke to, men tre gange. Men havde man ved stemmeoptællingen ved valget i Roskilde Stift fulgt reglerne allerede første gang, ville omvalg ikke have været nødvendigt. At stemmeseddel og kuvert skal holdes sammen er i øvrigt et krav, der også gælder i enhver forvaltning. Bliver kravet ikke fulgt, går det naturligvis galt. Men det er jo ikke reglernes skyld.