Historier, lyse nætter og brændevin

Det var i sommeren 1980, hvor jeg havde den store glæde at rejse tre uger til Færøerne sammen med maleren Sven Havsteen-Mikkelsen, hvor vi besøgte forfatteren William Heinesen, der stadig levede på det tidspunkt.

Vi mødtes med ham hver eneste aften, selvom han på det tidspunkt var blevet en ældre herre på omkring 90 år. Der sad vi så sammen, vi tre, og nød de lyse nætter, mens vi fortalte historier til hinanden langt ud på natten. Heinesens kone og svigerdatter stod i døren til lokalet og holdt øje med, om vi mænd nu fik nok at drikke. En fantastisk ordning, som jeg forgæves har prøvet at introducere for min kone, Gudrun, adskillige gange. Men hun svarer altid, at vi altså lever i en anden tidsalder nu.

Men dengang var de færøske kvinder som sagt flinke til at komme rendende, uanset om man var tørstig efter kaffe, vand eller en øl. Vi fik som regel også serveret et glas snaps eller brændevin – eller et godnatbæger, som Heinesen kaldte det – inden vi gik i seng. En aften var der dog kun Jägermeister tilbage. Men det skulle Heinesen dog aldrig have serveret.

Sven Havsteen–Mikkelsen var gammel modstandsmand, der aldrig havde tilgivet tyskerne besættelsen af Danmark. Og da han så, hvad der blev serveret, sagde han straks: "Nej tak, William. Bjarne og jeg går i seng nu." Og så var der ikke andet at gøre end at følge med.

Det var dog den eneste gang, en aften sluttede på denne måde, og mødet med Heinesen har været helt livsbestemmende for mig. Fra ham har jeg lært, at det helt almene kan være magisk og rumme store stjernestunder, ligesom man skal turde stole på, at også det jævne liv rummer store højdepunkter.

revsbech@kristeligt-dagblad.dk