Efter at Josef, som først tager afstand fra denne fremmede kvinde, har velsignet hende, tilbringer hun en uge i faste, bøn og omvendelse. Den sidste dag modtager hun besøg fra himlen af en engleagtig skikkelse, som ligner Josef og som forkynder, at hun skal "spise livets velsignede brød og drikke udødelighedens velsignede bæger og salves med uforgængelighedens velsignede salve". Det sker ved, at Asenat og englen deler et gådefuldt måltid, en bihonningkage, som Asenat finder i sit forrådskammer, og hvorfra en tusindtallig skare af bier flyver op og sætter sig på hende, da englen ridser et kors i den. Hun bliver dog ikke skadet af bierne, men tværtimod styrket og renset. Nu er enhver hindring for et ægteskab med Josef ryddet af vejen. Det fortælles at, "Josef kyssede Asenat og gav hende livets ånd, og han kyssede hende anden gang og gav hende visdoms ånd, og han kyssede hende tredje gang og gav hende sandheds ånd." Farao inviterer til stort bryllup – i syv dage er alt arbejde i landet forbudt – og derefter fortælles det lige så kortfattet som i Det Gamle Testamente, at Asenat får sønnerne Manasse og Efraim i Josefs hus.

Senere besøger Asenat svigerfaderen Jakob, som er kommet til Egypten med alle de andre sønner, og Jakob velsigner hende. Det er måske dette besøg, som placerer hende ved sygesengen i fremstillingerne af Jakobs velsignelse af sine sønnesønner.

Men Faraos søn, som havde forelsket sig i Asenat, kan ikke glemme hende, og han planlægger et røverisk overfald, så han kan stjæle hende fra Josef. Til det formål allierer han sig med de af Josefs brødre, som føler sig tilsidesat, fordi de er sønner af Jakobs tjenestekvinder. Levi optræder imidlertid som Asenats nære ven og beskytter, og i det endelige slag tilintetgør yngstesønnen Benjamin den egyptiske hær, og trods Jakobssønnernes forsøg på at redde ham omkommer også Farao-sønnen. Derefter kan Josef sætte sig på tronen, indtil en ny Farao-ætling er fuldvoksen.

Fortællingen er spændende, både som kærlighedshistorie og omvendelseshistorie. Da den formodentlig stammer fra tiden lige før eller efter vor tidsregnings begyndelse, vil den skildre et samkvem mellem jøder og egyptiske sol-dyrkere i Egypten, som tilsyneladende er præget af tolerance og fredelig sameksistens.

Historien er lagt tilbage i bibelsk tid og miljø for at legitimere samtidens forhold: En egyptisk kvinde kan blive optaget i jødedommen og gift med et fremtrædende medlem af den israelitiske slægt, og jøder kan sagtens praktisere deres religion i et hedensk Egypten. Vi ved fra andre kilder, at en del højtstående egyptiske kvinder følte sig tiltalt af jødedommen, som de mødte den i det hellenistiske miljø i Alexandria, og at de ligesom Asenat blev optaget som proselytter. Den jødedom, der skildres i legenden, er nemlig uden skarpe kanter, idet den hverken kræver tempelkult, omskærelse eller strikt overholdelse af Moselovens bud, men fremstår som en personlig religiøsitet med et moralsk budskab. De Ti Bud nævnes ikke eksplicit, men er alligevel med som temaer, og Gud beskrives i Asenats lange bønner som skaber og opretholder og som en barmhjertig og nådig gud.

Forfatteren er godt inde i sit gammeltestamentlige stof, som han kender i græsk oversættelse. Han er formodentlig selv jøde og skriver til sin egen menighed, som han vil bekræfte i, at det er muligt at bevare den jødiske identitet i det fremmede.

Samtidig indeholder legenden elementer, som leder tanken hen på kristendommen: Gud Herren sammenlignes med en kærlig fader, måltidsritualet kan pege frem mod dåb og nadver, og der tegnes kors og vaskes fødder. Da legenden er overleveret i kristne samfund, blev den da også tidligt i forskningshistorien kædet sammen med kristendommen. I nyere forskning er der dog konsensus om, at skriftet er jødisk, men netop fra den brydnings- og gæringstid, som kristendommen opstod af.

"Josef og Asenat" hører til den gruppe skrifter, som vi kalder pseudepigrafer, altså skrifter, som efterligner og bygger videre på de gammeltestamentlige skikkelser og traditioner og som stammer fra tiden efter Det Gamle Testamentes afslutning og før Det Nye Testamentes tilblivelse.

Adskillige af disse skrifter er tidligere blevet oversat til dansk. De er genremæssigt meget forskellige, idet de omfatter legender om bibelske personer og historiske beretninger, belæring og poesi, og endelig en særlig slags åbenbaringsskrifter. "Josef og Asenat" dækker så godt som hele spektret.

Legenden om Josef og hans egyptiske hustru udgives nu for første gang på dansk, oversat fra græsk, sammen med to andre jødiske legender fra samme periode, nemlig "Jobs Testamente" og "Abrahams Testamente". "Jobs Testamente", som er oversat og forsynet med indledning af mag.art. Jørgen Ledet Christiansen, viderefører rammefortællingen omkring Jobs Bog, professor Benedikt Otzen har taget sig af oversættelse og indledning til "Abrahams Testamente", og fortællingen om Josef og Asenat er oversat og indledt af undertegnede.

Faktisk er det ikke første gang, der kan læses om Asenat på dansk. I middelalderens folkelige opbyggelsesbøger, blandt andre "Sjælens Trøst", genfortælles første del af legenden om Asenech, som hun her hedder, formodentlig efter en version på latin og dens tyske oversættelse. Men nu kan man altså læse en dansk oversættelse af den græske tekst, som formodentlig er den, der kommer nærmest den originale legende fra tiden omkring Kristi fødsel.

Karin Friis Plum er teolog og præst