Mangel på elever kan betyde, at den over 100 år gamle diakonuddannelse på Kolonien Filadelfia i Dianalund må dreje nøglen om. -
- colourbox.com
Morten Rasmussen |
5. august 2009
Institut for Diakoni og Sjælesorg kan ikke tiltrække elever nok og overvejer lukning. Modsat ser det ud for Diakonhøjskolen i Århus, der har vendt krise til stor fremgang
Mangel på elever kan betyde, at den over 100 år gamle diakonuddannelse på Kolonien Filadelfia i Dianalund må dreje nøglen om.
Undervisning i diakoni er medtaget i de gamle vedtægter for epilepsi- og neurohabiliteringscenteret Filadelfia, som i en årrække har huset Institut for Diakoni og Sjælesorg. Men manglen på elever kan nu tvinge Filadelfia til at lukke den diakonale efteruddannelse og skrive vedtægterne om.
– Ja, vi har indtil videre kun to elever til det hold, der begynder 1. januar 2010, og vi skal mindst op på otte-ti elever for at det kan løbe rundt og fungere både fagligt og økonomisk. Får vi ikke det i løbet af efteråret, risikerer vi at nedlægge diakonidelen af Filadelfia, siger Conny Hjelm, leder af Institut for Diakoni og Sjælesorg.
Det er ikke første gang, at det diakonale efteruddannelsescenter er truet af lukning. Men denne gang er truslen så stor, at instituttet har indkaldt professionel hjælp, forklarer Conny Hjelm.
– Vi har fået hjælp af en marketingkonsulent, der skal hjælpe os til at sælge uddannelsen bedre. For vi ved, at vi kan tilbyde en helt fantastisk uddannelse, men vi har været for dårlige til at fortælle om det. Derfor vil vi i efteråret besøge kirker, hospicer og hospitaler for at fortælle om, hvem vi er, og hvad vi kan. Så håber vi, at det kan få flere til at søge uddannelsen, som der set i lyset af et hårdt presset behandlingssystem er mere brug for end nogensinde før, siger Conny Hjelm.
At en offensiv marketingkampagne kan være redningen for en kriseramt diakonal uddannelse, ved man alt om på Diakonhøjskolen i Århus, landets største uddannelsescenter for diakonalt arbejde. Her har man også oplevet svigtende interesse, men har nu formået at vende udviklingen, ikke mindst på grund af en mere udadvendt profil, forklarer forstander, cand.theol. Jens Maibom Pedersen.
– Vi har annonceret og i det hele taget informeret meget mere end tidligere, og vi kan se, at det nu har båret frugt. Om få uger byder vi velkommen til 30 nye studerende, hvilket er væsentligt mere, end vi har oplevet i mange år, siger Jens Maibom Pedersen, der mener, at diakonien netop i disse år har alle muligheder for at nå bredere ud.
– Mange har haft en opfattelse af det diakonale arbejde som noget, der var begrænset til en snæver og lukket teologisk kreds, men jeg oplever, at den opfattelse er ved at ændre sig. Det skyldes måske finanskrisen, der har lært os, at arbejdet med mennesker er det mest meningsfulde, man kan beskæftige sig med. Derfor gælder det nu om, at vi bliver bedre til at forklare, hvad vi kan. Det gælder hele det diakonale system i Danmark, hvor vi hver især har vores at tilbyde, og derfor håber jeg også, at Institut for Diakoni og Sjælesorg kommer gennem krisen, siger Jens Maibom Pedersen.
Conny Hjelm, leder af den lukningstruede diakonale efteruddannelse, tør endnu ikke spå om chancerne for overlevelse, men lægger ikke skjul på, at hun gerne vil lære af Diakonhøjskolens erfaringer.
Diakonissestiftelsen på Frederiksberg tilbyder i dag både en sygeplejeuddannelse, en uddannelse til social- og sundhedshjælper og en såkaldt kirkefaglig videreuddannelse.
kirke@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad