Lene Kristensen ved sin computer med billederne af sine børnebørn. Selvom børnene bor i udlandet, følger den pensionerede skolelærer fra Sydfyn nøje med i deres liv og taler hver uge i telefon med dem. -
- Lars k Mikkelsen/Scanpix Denmark
Lene Halmø Terkelsen |
8. august 2009
Dem kommer vi ikke til at se ret meget til, tænkte Lene Kristensen, da hendes søn fik job i udlandet og rejste af sted med tre børn. Men bekymringerne blev gjort til skamme
Kun dæmningen mellem Thurø og Svendborg adskilte Lene Kristensen fra sine børnebørn for otte år siden. En kort strækning, der kunne tilbagelægges på få minutter. Der var rig mulighed for at følge med i niårige Emil og syvårige Julies liv og skolegang for bedsteforældrene på Thurø. Men kort efter at lillebror Victor blev født, fik ægteparrets søn job i Mexico, og familien pakkede hjemmet ned for at flytte tusinder af kilometer væk.
– Jeg kan meget tydeligt huske, da de skulle rejse. Den mindste var kun tre måneder, og jeg tænkte dengang, at de børn ville vi ikke komme til at se ret meget til. Jeg tvivlede på, at vi kunne holde forbindelsen og var samtidig bekymret over, at de skulle bo i en utryg by, fortæller Lene Kristensen, der i dag er 63 år og pensioneret fra sit job som skolelærer.
Første sommerferie drog hun og ægtefællen af sted for at se det nye domicil, og de vendte lettede hjem. Familien boede i et bevogtet område, børnebørnene kom sikkert med skolebussen hver morgen, og det var lige så nemt at tale med dem, som det altid havde været.
– Fra begyndelsen snakkede vi meget i telefon sammen, og min svigerdatter har været utrolig god til at sende billeder. De kom også til Danmark flere gange om året og boede hos os, så vi kunne være sammen over længere perioder.
I dag er Emil 17 år, Julie 15 og Victor 8. For to år siden flyttede de med deres forældre til den hollandske hovedstad, Haag, efter et par år i Italien, og nu tager flyveturen kun lidt over en time for Lene og hendes mand. Børnebørnene er ofte i Danmark, og Lene Kristensen oplever, at besøgene i disse perioder er mere intensive, end de ville være, hvis børnene stak forbi en gang imellem.
– Jeg kan da godt savne at være med, når de har afslutning på skolen, går til spejder eller optræder med kor – alle den slags hverdagsting, som man kan være med til, når børnebørnene bor lige om hjørnet. Det kunne også have været hyggeligt, hvis jeg kunne følge dem i skole, da de var mindre, eller de kunne kigge forbi om eftermiddagen, men nu har vi dem i større portioner ad gangen. Når de er hjemme, har de en hel dvd med billeder, videoklip og musik fra skoleåret, og det er et rigtig godt udgangspunkt for at få snakket om deres liv.
Teknologien har gjort det nemmere at holde kontakten, og Lene Kristensen og hendes mand glæder sig over telefontjenesten Skype, der har gjort kommunikationen meget lettere og billigere.
– Nu kan jeg se, om Emil eller Julie sidder ved computeren på deres værelse og ringe op til dem, og de ringer lige så gerne til os for at fortælle, hvad de laver. De er gode til at fortælle om deres hverdag – også personlige ting om kærester og forholdet til kammerater.
Fordi skolearbejdet er Lene Kristensens store interesse, har hun fulgt lektierne på tæt hold, og da det ældste barnebarn begyndte at læse dansk i high school, anskaffede hun sig de samme bøger.
– Naturligvis ville det være anderledes, hvis mine børnebørn boede tæt på, men jeg oplever ikke, at vores forhold er anderledes end til min datters barn, der bor i Sønderjylland. Når man interesserer sig for dem, taler med dem, og forældrene også er gode til at bringe informationer videre, er det ikke noget problem, fortæller Lene Kristensen, der håber, at hendes børnebørn på et tidspunkt vil vælge at studere i Danmark.
– De får international studentereksamen, så jeg kunne godt forestille mig, at de store flyttede til Danmark på et tidspunkt, selvom deres forældre skal et andet sted hen i verden for at arbejde.
terkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad