Augustsolen tvinger sine aftenstråler ned mellem de grønne kastanjetræsblade og fortsætter ned på den store gårdsplads, som er indrammet af tre længer bondegårdsidyl. I den ene længe bor 54-årige Bodil Sørensen i en lejlighed ved siden af et nyrestaureret lokale, som gør det ud for meditationsrum. Det er her, hun hver søndag sætter sig ind for at meditere, finde fred og komme i forbindelse med sin egen sjæl, som hun siger.
Men sådan har det ikke altid været. Så langt tilbage hun kan huske, har hun følt sig rodløs og aldrig syntes, at hun hørte til noget sted.
– Jeg har altid været sådan en, der krøb langs fodpanelerne og var bange for at blive set og for, hvad andre tænkte om mig, fortæller hun.
Men i 2004, da hun i en sen nattetime surfede på internettet, faldt hun over Teosofisk Forenings hjemmeside, læste på den og meldte sig ind med det samme. Lige midt om natten.
– Det sagde mig bare noget. Det var lige nøjagtigt sådan noget, jeg havde ledt efter altid, siger hun.
Og tingene tog fart. En dag mødte hun igennem foreningen en mand, som søgte efter en bofælle til et åndeligt bofællesskab på en stor gård i udkanten af Odense. Efter at have følt ham på tænderne et års tid og forsikret sig om, at han virkelig var interesseret i at leve det liv, som hun også søgte, flyttede hun ind. Og det er her, hun på femte år nu bor og sammen med bofællen Rolf har indrettet meditationsrum.
Men ikke kun meditationsrummet vidner om, at den gamle gård bebos af to teosoffer. Omme bag gården skråner en have af dimensioner ned mod sommermarkerne. Men haven ligner ikke de fleste andre. Bodil Sørensen og hendes bofælle har nemlig indrettet den efter De Syv Stråler, som for teosofferne er en slags menneskelige egenskaber. I den ene ende af haven har de kreeret en stor sten med et sværd stukket ned i.
– Det symboliserer første stråle, som er viljen, fortæller hun og uddyber, at inden for teosofien er det vigtigt, at man tager skæbnen i sin egen hånd.
– Man skal sige til sig selv: Jeg vil gøre sådan og sådan. Man skal tage sine egne beslutninger, sige til sig selv, at nu vil jeg tage det sværd op, siger hun med engageret stemme.
Sit engagement har Bodil Sørensen også brugt som sekretær i Teosofisk Forening i Odense. Hun går på kurser og hører foredrag, og da hun på et tidspunkt bliver spurgt, om hun mediterer hver dag, fortæller hun grinende, at hun skam også går på kursus for at lære at blive bedre til at meditere oftere.
– Jeg kan ikke altid koncentrere mig nok til at gøre det hver dag, siger hun.
Men det gør måske heller ikke så meget, at hun ikke kan det lige nu. Den fynske teosof tror nemlig som andre teosoffer på, at livet er en lang udviklingsproces for mennesket, hvor det gradvis kommer mere og mere i kontakt med sin sjæl og dermed bliver mere åndeligt. Selv mener Bodil Sørensen ikke, at hun er på meget mere end startpunktet i denne proces.
Bevidstheden om udviklingsprocessen er dog naglet fast på rygraden.
– Ja, jeg er meget bevidst om min udvikling, men det føles ikke belastende. Det gjorde det måske i starten, men ikke mere. Det er blevet en naturlig del af mig nu. Teosofien er min livsstil. Det er ikke noget, man kan tage af og på, siger hun.
Til spørgsmålet om, hvordan hun tackler folks fordomme, siger hun:
– Jeg er blevet til grin så mange gange, når snakken falder på det åndelige. Men jeg er ligeglad. Det er jo andre folks meninger. Dem må de gerne have. Min gamle mor er kristen. Hun beder hver dag Gud om tilgivelse på mine vegne, fordi hun synes, det er så syndigt, at jeg er tror på reinkarnation.
Men Bodil Sørensen har det fint med sin mor. Og sine søskende. Og sine venner. Som for manges vedkommende ikke er teosoffer. Hendes kæreste er tidligere kommunist og tror hverken på det ene eller andet. Men for Bodil Sørensen er det ikke et problem.
– Nej, vi er jo forskellige. Og jeg prøver at lade være at dømme andre mennesker.
Solen dækker efterhånden mindre og mindre af gårdspladsen. Klokken nærmer sig otte. Om lidt er der fuldmåne-meditation i det lille gule lokale.
soegaard@kristeligt-dagblad.dk