I løbet af de seneste seks dage har den palæstinensiske nationalbevægelse, Fatah, holdt konference i byen Betlehem. Blandt andet for at vælge nye medlemmer til bevægelsens centrale komite og Det Revolutionære Råd, og for at revidere det manifest, der blev til i 1960'erne.

Selve konferencen er en milepæl for Fatah og palæstinenserne, der ikke har holdt en lignende konference i 20 år. Det er især et gennembrud for den yngre generation af Fatahs medlemmer, der spås en pæn andel af sæderne i Centralkomiteen og Det Revolutionære Råd. På den baggrund kan konferencen ses som et sundt, men kun delvist opgør med den gamle garde i Fatah, der i årevis har præget bevægelsen med nepotisme, korruption og manglende beslutningsevne.

Samtidig styrker konferencen generelt set Fatah og er med til at give de palæstinensere, der ikke bryder sig om den islamiske Hamas-bevægelse, et reelt alternativ.

Men til dem, der tror, at Fatah er blevet blødere og mere kompromissøgende med årene, venter en grim skuffelse. Hvad angår forholdet til fredsprocessen og Israel bruger Fatah, og især den yngre generation, en meget hård retorik, som skinner igennem i det nyreviderede manifest.

Det positive er, at Fatah indtil videre holder fast ved en to-statsløsning. Men når det er sagt, har de seneste dages konference været kendetegnet af forrykte udtalelser om Israels påståede likvidering af den tidligere præsident, Yassir Arafat. At Fatah føler sig nødt til at beskylde Israel for Arafats død, og endda spilde dyrebare timer, hvis ikke dage, på konferencen med at diskutere den sag, vidner om en fortsættelse af den politiske umodenhed, der har præget Fatah i årevis.