I stedet for at fejre ’Minoriteternes dag’ markerede kristne i går ’Sort Dag’ i Pakistan. Det gjorde de som en protest mod den seneste tids vold mod kristne
Den seneste tids forfølgelser af kristne i Pakistan fik i går de Kristne til at markere dagen 'Sort Dag'. Dagen blev markeret med taler og demonstrationer.
Bag demonstrationerne var et ønske om at ændre landets blasfemilov. Loven muliggør retsforfølgelse og strenge straffe, hvis der bliver talt nedsættende om Koranen eller profeten Muhammed.
Men selvom loven, der blev implementeret i 1980’erne, skal beskytte alle religioner, er det primært de kristne, der bliver straffet på baggrund af den. De kristne opfatter derfor loven som en undskyldning for folkedrab:
- Blasfemiloven opmuntrer altid til fjendskab mod kristne og er af nogle muslimske fanatikere blevet tolket som tilladelse til at tage loven i egne hænder, sagde lederen af Pakistans kristne parti, Shabaz Bhatti i en tale under markeringen. Det skriver den norske avis
Vårt Land.
Forfølgelser af kristneFor nylig blev otte kristne pakistanere dræbt af muslimske ekstremister. Nogle af de dræbte brændte ihjel, da ekstremisterne satte ild til deres huse. Årsagen til angrebene var rygter om, at der var blevet spredt sider af Koranen på jorden. Embedsmænd sagde dog senere, at rygterne var falske.
Angrebet var ikke det første af sin art. I begyndelsen af juli blev omkring 100 huse tilhørende kristne pakistanere gennemrodet og plyndret. Det skete efter beskyldninger om bespottelse af islam.
Men disse voldelige aktioner hører sig ikke til i Pakistan, mener Shabaz Bhatti. I sin tale i går refererede han til landets grundlægger Mohammed Ali Jinnah:
- Mr. Mohammed Ali Jinnah, dette er ikke det Pakistan, du drømte om, men et land af militante muslimer, hvor rettighederne til religiøse minoriteter knuses, sagde Shabaz Bhatti.