Erik Bjerager |
14. august 2009
Ulykkelig, men nødvendig afslutning på kirkeasyl
Man skal være koldsindet for ikke at være berørt af den politiaktion, som natten til i går ryddede Brorsons Kirke i København for udviste irakiske flygtninge. Beskrivelsen af, hvorledes nogle flygtninge forsøgte at klamre sig til kirkens alter, mens politiet arresterede dem, vækker dybt ubehag, og det samme gør synet af fotos med betjente på kirketrappen over den forjættende indskrift i kirkemuren: "Tro paa den Herre Jesus Christus, saa skal du blive salig". Kampklædt politi hører ikke hjemme i et dansk kirkerum, og betjentenes konfrontation med demonstranter uden for kirken, der prøvede at forhindre politiaktionen, forstærkede det samlede indtryk af en rå statsmagt, der forgriber sig på nogle af denne verdens svageste mennesker: flygtninge.
"Kynisk", kaldte tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) politiaktionen uden selv at have et bud på, hvordan myndighederne i stedet skulle have tacklet flygtningene. Og dermed er vi ved kernen af den ulykkelige sag.
Det er ikke kun et politisk-taktisk tilfælde, at Socialdemokraterne er for hjemsendelsen af alle de afviste irakiske asylsøgere, mens SF kun vil hjemsende nogle af dem og De Radikale og Enhedslisten slet ingen.
Sagen er dybt kompliceret. Nogle af flygtningenes fortalere argumenterer alene ud fra et humant synspunkt og lukker øjnene for de juridiske følger, mens fortalere for udvisning ofte kun har argumenteret juridisk uden det medmenneskelige aspekt.
Det humane argument lyder, at selvom de irakiske flygtninge i snæver forstand ikke kan kvalificere sig til ophold, har en del af dem været her i så mange år, at Danmark skylder dem den menneskelige gestus, at de kan blive. Det gælder ikke mindst familier med børn, der for nogens vedkommende har boet her hele deres liv. Dertil kommer, at Danmark som krigsførende nation i Irak bærer et særligt ansvar for krigens flygtninge.
Det juridiske argument hæfter sig ved det indlysende, at man ikke i et retssamfund bør kunne bøje retten ved at aktionere og nægte at følge love og regler ved for eksempel at forskanse sig i en kirke. Dertil kommer de mange andre irakiske flygtninge, der er rejst af egen drift, hvoraf en del er vendt hjem til Irak, som fortsat er et uroligt land, men dog hjemsted for millioner af mennesker. Et retssamfund kan ikke forskelsbehandle. Og hvad med præcedens? Hvis man kan tvinge sig til asyl i Danmark ved i årevis – på danskernes regning – at blive i landet og nægte at acceptere afslaget på asyl for så til sidst at få det, hvordan vil det så ikke gå med de mange andre asylsøgere i fremtiden?
Det er sagen i al dens kompleksitet. Dertil kommer, at behjertede danskere bildte irakerne ind, at det ville gavne deres kamp, hvis de besatte en kirke. Det gjorde det med god grund ikke, og slutspillet om udvisningen af de 282 irakiske flygtninge er nu sat ind. Et værdigt kompromis havde været, at staten havde taget hensyn til børnefamilierne og givet dem asyl, men også det ville have været et brud på reglerne.
Den statsmagt, der gik i aktion mod Brorsons Kirke, var ikke kun en brutal magt, men også en retskaffen magt, der værnede om et af det vigtigste af demokratiets principper, at ingen må tilkæmpe sig deres egen ret. Heller ikke flygtninge med en ulykkelig skæbne.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad