Auken kunne have været en god præst

Som lyset altså er sigtbarheden, er saltet holdbarheden. Det, man salter, holder længere. Tårer er salte, hvad enten man græder af lykke eller af sorg. Strindberg siger, at havene er salte, fordi sømændene savner deres kære.

Det er også i den tekst, der står, at man ikke skal sætte sit lys under en skæppe, men sætte det i en stage, så det lyser og varmer for dem, der er i stuen. Sært nok er evangeliets ord blevet fordrejet til det modsatte i folkemunde: "Han eller hun sætter ikke deres lys under en skæppe," underforstået: "Hvad bilder de sig ind, vi skal nok lære dem at slukke deres lys med skæppen." Det ville ikke være lykkedes med Svend Auken, hans lys ville være brændt igennem – skæppeskønt.

Jeg var med til Svends mindegudstjeneste i Slotskirken, og her havde biskop Kjeld Holm netop valgt teksten om lyset og saltet. Vi sang Grundtvigs salme "Morgenstund har guld i mund" med de smukke ord:

"Gud give os at skinne så,

som himmellys, skønt af de små,

da randt for os guldterning."

Det er Grundtvigs måde at fortolke lyset i stagen på: Vist kan vi lyse på hinanden omend ikke så stærkt som solen og stjernerne så dog tilstrækkeligt til at lyse op i hverdagen.

Kjeld Holm holdt en personlig tale om Svend Auken, som han har kendt godt, og om Svend Aukens betydning for så mange både i og uden for det politiske liv.

I Frederiksberg Kirke foretog Svend Aukens søster, Margrete Auken, jordpåkastelsen. Kirken var fyldt til bristepunktet, og det lykkedes hende at beherske sin egen bevægelse, så hendes tale virkede så meget desto stærkere. Hun indrammede sin smittende og hjertevarme tale i tre citater fra Det Nye Testamente. Først med et af Svend Aukens yndlingssteder, Lukasevangeliets kapitel 10, om den barmhjertige samaritaner. Derefter Paulus? lovsang til kærligheden, Første Korintherbrev, kapitel 13, som begynder:

"Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde." Og som slutter med ordene: "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden."

Endelig læste hun fra Johannes? Åbenbaring, kapitel 21, om det ny Jerusalem, som har trøstet de første kristne i verden:

"Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet."

Man kan sige, at de to gudstjenester også i den grad fik evangelisk indhold i Svend Aukens ånd. Der blev talt til trøst og opbyggelse.

Det lykkedes også Margrete Auken at få Svend Aukens humor med. Da han var opstillet i Århus, var det nærliggende at fortælle en århushistorie – den med århusianeren, der beder sin ven om at gå ud og se om blinklyset virker, og vennen siger: "Nu virker det, nu virker det ikke." Hun fik drejet det til, at som århusianeren har det med blinklyset, har mange danskere det med troen: Nu virker den, nu virker den ikke.

Vi plejede altid at mødes 1. eller 2. juledag, Svend og Anne, Georg Metz og hans kone Benedicte, Poul Nesgaard og hans kone og jeg. En juletradition, vi vil savne.

Danmarks Radio bad Svend Auken om at holde en nytårsprædiken nytårsnat, og det lykkedes ham kort og fyndigt at trække det frem, som for ham var hjertet i kristendommen. Derfor oplevede man, hvad der blev sagt i de to kirker, som talt ud af hans mund.

Efter hans død er der sagt utroligt meget smukt om hans person og virke. Én af de smukkeste nekrologer skrev hans første kone, Bettina Heltberg, i Politiken. Hans datter Louise talte ved kisten i Frederiksberg Kirke om, hvor god en far han havde været for hende og hendes tre søskende, og om, hvordan han altid holdt med dem – "især når de havde uret!"

Og jeg citerede "Udrust dig helt fra Golgatha", som Johannes Ewald skrev på sit dødsleje i 1781 med slutningslinjerne:

"Da skal jeg, sikker ved din hånd, ej frygte døden mer, men ofre dig min frelste ånd på dens nedbrudte ler!" Og jeg lyste velsignelsen over ham.

De mange smukke tilkendegivelser ville have varmet ham. Han nåede også at få mange, mens han lå på hospitalet. Men det ville have varmet ham allermest, at hans død betød, at der blev prædiket klart evangelisk og sunget kernesalmer som for eksempel "Se nu stiger solen", som også blev sunget ved hans båre i kapellet på Bispebjerg Hospital, "At sige verden ret farvel", "Tag det sorte kors fra graven" og "Sov sødt, barnlille" med linjerne:

... og klarøjet brat

du siger godnat

til tvivlen og frygten og sorgen.

kultur@kristeligt-dagblad.dk