Biskop Kresten Drejergaard kommer med en kommentar i debatten om, hvorvidt de
fortvivlede mennesker, som søgte tilflugt i en af landets folkekirker, kunne tillade sig denne handling.
Han udtaler kækt at dette rum kaldet kirke ikke er mere særligt endsige helligt end et offentligt toilet.
Det er en noget vulgær sammenligning - manden kunne eksempelvis havde benyttet så mange andre offentlige rum i sin sammenligning. Men her må han jo have haft behov for at gå til et yderpunkt for at understrege at rummet netop er offentligt.
Hvad har disse to nævnte offentlige rum så tilfælles?
Ja, når vi absolut ikke kan holde det inde som må ud, tyr vi til muligheden for at benytte et opstillet toilet. En rar service blandt et samfunds indvånere.
Kirkerummet er rejst i alle landets sogne - ikke for at servicere vores anatomisk fysiske behov. Men nok alligevel for at være et tilbud om et tilflugtssted midt i en ond verden fyldt med truende farer. I mangfoldige film har vi da også set mennesker ty til kirker for at gemme sig i sikkerhed.
Synagoger så vi i filmen om Holocaust. De stakkels jøder tyede til denne bygning i fællesskab - måske i håb om at være fredet her i et Guds tempel.
Men vi ved godt i dag, at respekten for Gud lå på et meget lille sted hos datidens nazister.
Hvilket budskab sender de irakiske asylansøgere med deres tilflugt?
Hvorfor var det ikke islamisk trossamfund de søgte tilflugt hos?

Når mennesker bliver desperate nok og føler deres eksistens truet, hvad griber de så til?
Hvad ville jeg selv gøre, hvis jeg var jaget vildt og aldeles uønsket i såvel mit eget fædreland som det land, jeg tog tilflugt til - i øvrigt med livet som indsats.
The answer my friend is blowing in the wind - og i øvrigt bliver dette heldigvis aldrig aktuelt. Jeg er dansker - født af to danskere, som også var født af danskere.
Jeg er pakket ind i dansk grundlov - oplært i dansk folkeskole - døbt, konfirmeret og gift i dansk folkekirke - har stemmeret i Danmark osv.osv. Så egentlig kunne jeg læne mig tilbage og sukke: “Tak gode Gud for et godt kristent liv i et land, hvis folk lige er blevet udnævnt til som et af de lykkeligste i verden.

Vi har en folkevalgt regering, som via et flertal bestandigt manøvrerer mellem godt og ondt - ret og vrangt - retfærdigt og uretfærdigt osv. Den demokratiske model er nu engang den, vi har vedtaget skal gælde. Med andre ord så har vi affundet os med, at dem der er den lige nu, må få æren/aben; at vedtage hvad der skal ske i enkeltstående sager.
En siddende regering må ind imellem stå i det samme dilemma, som Kong Salomon, da to kvinder ønskede, at han skulle vedtage, hvem af dem der var den sande moder. Disse to kvinder var hustruer under samme mand og én af dem havde ligget et barn ihjel - nu stod de tilbage med det andet barn, som begge hævdede sin ret til at være moder til.
Salomon afgjorde så at barnet skulle deles i to dele med sværd, hvorefter den sande moder straks afgjorde at barnet måtte tilhøre den anden. Sådan handler en vis mand, som kender det fordægtige i det indre menneske.




Det er en lignende vanskelig sag de folkevalgte - og ikke mindst Birthe Rønn Hornbeck har at gøre med lige nu. Lige meget hvilken afgørelse hun måtte træffe, så ville hun komme i miskredit og i nogens øjne handle uforsvarligt og uretfærdigt.
Hendes beslutning ville under alle omstændigheder danne præsedens.

Birthe Rønn Hornbeck er præstedatter og kirkeminister udover at besidde embedet for indvandrere. Dette her er ikke rart!
Hvad enten de stakkels asylansøgere havde lejret sig ved hendes hoveddør eller i kirkens rum, ville ministeren skulle afgøre, at de stadigvæk befinder sig uretmæssigt på dansk jord.
De fik et NEJ til at få opholdstilladelse. Retten har talt! Vores højeste råd har truffet en afgørelse.
Der er så ordnet en hjemrejse til fædrelandet, de forlod.
Nu forventes det så af disse mennesker, at de skal falde til ro over denne beslutning og
tage deres skæbne i stiv arm - det hele skal jo nok gå one way or another.
Mon dog ikke, at den irakiske regering har en udmærket social ordning, nu hvor deres tyran er fældet og landet er kommet sig ovenpå bombningerne!

Men disse landflygtige, som hverken hører hjemme her eller i hjemlandet, ved nok noget, som den danske regering ikke ved (eller ikke ønsker at vide).
I desperation deler de deres hjertekvaler og frygt med danskere med hjerte for dem.
“Hvis vi kunne afgøre sagen fik i opholdstilladelse”, siger disse lydhøre danskere med hjertet på rette sted.
Hvem der lige kom i tanke om at skjule dem i en af landets folkekirker vides ikke,
Men det var da værd at forsøge, ikke?

Kære Kong Salomo HJÆLP OS!!!!!






Anne Dorthe Nielsen
Digtervænget 8D
9550 Mariager.