Irakerne i Brorsons Kirke har udløst voldsomme reaktioner. Biskop Kresten Drejergaard har sammenlignet en kirke med et toilet, og biskop Elisabeth Dons Christensen siger, at når en kirke giver husly til en gruppe mennesker, der føler sig forfulgt, er det at misbruge kirkerummet i politiske sager.

Man skal ikke omgøre rettens beslutninger ved at opholde sig længe nok i en kirke, lyder det, og det budskab går så vidt og bredt over landet, men for 20 år siden søgte store grupper mennesker faktisk tilflugt i en evangelisk-luthersk kirkes rum, fordi de ville omgøre de herskende tilstande i den stat, de levede i.

Kirkens folk lagde villigt – og modigt – rum til de protesterende, og mig bekendt har ingen danske biskopper eller andre teologer protesteret i den anledning. Staten var det kommunistiske Østtyskland, hvor folket brugte kirkerne som tilflugt og udgangspunkt for deres protest mod den stat, de levede i.

I dag kan man konstatere, at de kommunistiske magthavere dengang havde så megen respekt for kirkens traditionelle funktion som helle, at de ikke vovede at rydde kirkerne med politiets hjælp, men hvad siger biskopperne Drejergaard og Dons Christensen i dag? Hvis deres ord står til troende, vil de vel sige, at kirken i DDR blev misbrugt til politiske formål, eller hvad? Svar udbedes.

EGON CLAUSEN journalist, Prins Valdemars Vej 62, Gentofte