Myndighederne forbryder sig både mod asylsøgerne og folkekirkens selvforståelse

FORHOLDET MELLEM stat og kirke befinder sig i en juridisk gråzone, der kræver omtanke og normalt behandles med et vist retspolitisk hensyn. Dette er blandt andet begrundet i Grundlovens udtryk om, at staten "støtter" folkekirken.

Kirkeretligt og retsteologisk virker det, som om staten undergraver kirkens rolle som kirke, og også som om der sker en ideologisk fordanskning af det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag. Det betyder en politisering af kirken og en minimering af kongehusets autorisation.

Der har gennem en årrække været stærke politiske bestræbelser på at indholdsbestemme "danskhed" i forhold til den dansk folkekirke, der i kirkelove optræder som identifikation af evangelisk-luthersk kirke i kongeriget Danmark.

"Den kirkelige asylret" er en løsere teologisk hævdvundet mulighed, som kirker har kunnet gøre brug af. Indholdsbestemmelsen er knyttet til etiske bibelske forskrifter, der rejser krav om retfærdighed over for den fremmede og udsatte personer ("enken", "den fattige"), fører til profetisk kritik af domspraksis i Det Gamle Testamente og videreføres –særligt hos Lukas og i Apostlenes Gerninger – i barmhjertighedsfortællinger, hvor "kvinderne" , "samaritanerne" og helbredte, der af jøderne betragtedes som "urene", står i centrum.

Der er tale om et centralt bibelsk indhold, der ikke er monopoliseret af kirkelige institutioner eller retninger. Så man kan tale om en politisk-idelogisk annullering af forkyndelsesindhold, en forskydning i retning af ikke-evangelisk fordanskning.

I danskhedens navn tvinges kirker og kirkelige netværk til at tage stilling imod "de fremmede", imod at udvise samaritansk (i den bibelske kontekst: ikke-jødisk, svarende til ikke-dansk) barmhjertighed, og åbenbart også imod kirkers teologiske asylret.

Der er flere mulige konsekvenser af det skete, som jeg mener har principiel karakter. Der ligger en latent apartheid, som diskriminerer medlemskab af kirken ud fra danskhedskriterier og ikke ud fra holdninger, værdigrundlag – eller, om man vil, teologisk, luthersk – ud fra tro.

Så der er egentlig tale om et overgreb over for udsatte asylsøgere, folkekirkens selvforståelse som kirke og en indirekte kompromittering af folkekirkens organisation, dens menighedsråd og ledelsesstruktur. Vi står over for det 21. århundredes investiturstrid, hvor den politiske og den kirkelige magt kæmper om retten til at udøve magt. Til forskel fra middelalderen står vi i det 21. århundrede med en afklaring af, at kirkens rolle snarere ligger i påskønnelse, deltagelse og værdisættelse af næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.

Over for dette har vi været vidner til en hidtil uhørt magtanvendelse over for mennesker i nød, der efter teologisk tradition har anråbt kirken om midlertidigt asyl, fordi de var i livsfare.

Dette humanitære anråb har regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti, valgt at overhøre. Der tegner sig et billede af en indsats, der normalt karakteriserer et regime, og ikke den moderne retsstat, som mange vel egentlig går ud fra repræsenterer en dækkende beskrivelse af den politiske ledelse i Danmark.

Flemming Falkenberg, cand.theol., Pjentedamsgade 10, st.th., Odense C