Nej, budskaberne, som sætter den nye dagsorden for kirken i offentligheden, kommer "fra neden", og de overhaler kirkens officielle kanaler og de etablerede kirkelige organisationer på alle måder. Ikke mindst, fordi de kobler sig så naturligt og ubesværet sammen med massemedierne. Pressen interesserer sig sjældent for, hvad én eller to præster mener. Men går 400 sammen på ingen tid om en konfliktfyldt sag, så må det være interessant.

Underskriftindsamlinger er et traditionelt demokratisk virkemiddel, men for kirken er det stadig forholdsvis nyt at gå så direkte og hurtigt efter indflydelse på samfundsdebatten netop ved at bruge informationsteknologien. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at der ikke sidder nogen kirkelig spindoktor og planlægger det hele. Det er kirkens egne lokale opinionsdannere, som på grund af den billige, let tilgængelige og stadig enklere teknologi har fået mulighed for at få det til at ske.

Vi så forløbere for tendensen allerede for nogle år siden med etableringen af det såkaldte Præsteinitiativ imod regeringens asylpolitik og med dannelsen af henholdsvis Islamkritisk Netværk og Evangelisk-Luthersk Netværk. Også her cirkulerede navnelisterne især på internettet sammen med opfordringer til at støtte de i øvrigt vidt forskellige sager.

Jo flere præstelister, teolognetværk og kirkeprotester, der kommer i cyberspace, jo mere udvandede bliver de gamle fløjbetegnelser og grupperinger i folkekirken. Via et enkelt klik med musen bliver gamle modstandere som missionsfolk og liberale teologer, der ellers vil gøre op med Abraham, forenet i cyberspace. Og netop på den måde udvikler internettet sig fra bare at formidle budskaber til rent faktisk også at være med til at skabe nye fællesskaber, arbejdsformer og grupperinger. I dag protest, i morgen måske elektronisk kamp for rytmisk musik eller noget helt tredje.

Nettet er nemlig også et flygtigt medie. Allerede i denne weekend forsøgte nogle useriøse netbrugere at ødelægge den ene præstegruppes indsamling ved blandt andet at tilføje utænkelige støttepersoner som Pia Kjærsgaard blandt modstanderne af politiaktionen. Gruppen havde også selv problemer med at få fortalt præcist på nettet, hvem de egentlige initiativtagere var. Begge dele viser, at selv nye netværk i cyberspace til syvende og sidst bliver bedømt på samme vilkår – troværdighed, seriøsitet, evne til at argumentere – som andre tiltag i virkelighedens verden gør.

Hertil kommer så også det faktum, at de fleste præster altså, trods nettets hastige udbredelse og Brorsons-aktionens påtrængenhed, slet ikke har givet deres mening til kende – endnu.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk