Fadervor i skolen, tak. Dansk frisind udfordres

FRISINDET KOMMER gang på gang på prøve i Danmark. Senest er det kristendomsfaget og retten til at praktisere fadervor i den danske folkeskole, der er røget i ilden stærkt anført af Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini.

De ellers så tolerante socialdemokrater kan ikke længere tolerere, at danske folkeskoler tillader, at der bedes fadervor, ligesom det også skal være slut med kristendomsfaget, for man ri sikerer jo, at der forkyndes og skabes kirke indefra i skolen!

Tolerance er godt, kontrol er bedre, og derfor skal al religiøs praksis forbydes i skolen, så børn ikke udsættes for religiøse overgreb ifølge Socialdemokraterne. At kristendomsfaget er kundskabsformidlende og dermed ikke-forkyndende, hvilket lærerens objektivitet og professionalisme sikrer, eller at der findes en ubegrænset fritagelsesmulighed for såvel fadervor som kristendomsfaget, betyder tilsyneladende ikke noget for Socialdemokraterne. Ligeså skal den forældrevalgte skolebestyrelses ønske om fadervor som en naturlig del af morgensamlingen tilsidesættes, for man ved tilsyneladende bedst i den socialdemokratiske folketingsgruppe. At frisindet kommer på prøve, er ikke nyt i dansk eller europæisk sammenhæng. Den tyske digter og oplysningstænker G.E. Lessing levede i 1700-tallet. Her fremkom tankerne om tolerance for alvor, klarest udtryk i skuespillet "Nathan den Vise", som Lessing udgav i 1779.

AT TOLERANCEN og de tolerante ofte har haft svært ved at rumme deres modstandere, viser historien desværre med al tydelighed. Og det er vel mest af alt også det, vi ser i Socialdemokraternes forbudsversion i forhold til kristendomsfag og fadervor.