At bede fadervor kraever ikke en kirke og antaster ikke loven!

Sagen viser netop, at den påståede skelnen mellem verdslig og kirkelig magt som en frugt af reformationen er en illusion. Og sådan har det været lige fra begyndelsen. Husk på, at princippet "Cuius regio eius et religio" - "den, der regerer, bestemmer også hvilken religion, der skal udøves", stammer fra reformationstiden. I Danmark kom det til udtryk ved forbud mod at udøve f.eks. den katolske tro i de første 313 år efter reformationen,ja der var tilmed dødsstraf for katolske præster. Så meget for to-regimentslæren, dengang som nu.

Jeg er rigtig glad for Jacob Holms artikel og advarsel af den aggresivitet vi oplever fra statens side m.h.t. religion.
For et par dage siden tog P1 formiddag også emnet op med Nasar Khader som gæst.
Jeg måtte midt i hele den ophedede og temmelig emotionelle debat omkring lovændringer på det religiøse plan finde mig selv i at se for mig, at minsandten om ikke vi selv her i lille dannevang nu er ved at stille med et religiøst politi a la Taliban.
Hvor må det egentlig more Osama Bin Laden, at hans ondskabsfulde grydeske bruges til at oprøre en misstemning og lede over religiøsitet.

Vi må nok se i øjnene, at statslig kristentro er ved at miste terræn efter mange opslidende år med verdsliggørelse og manglende sober undervisning af sand og ægte kristentro.
Vi som kalder os kristne i Danmark ved om nogen, at tro ikke kan forklares - men må erfares. Intet kan mindre lade sig gøre end at proppe Guds levende ord ned i halsen på nogle.

Når så det er sagt, må vi konstatere en bred mangel på basal viden om det kristne grundsyn i samfundet.
70er generationen i dag ved i hvert fald forbavsende lidt besked om, hvad der står i Bibelen.
Den nye pagt ved menneskesønnen/Guds søn indebærer netop at loven, som Moses bragte Guds folk ikke i sig selv formåede at frembringe fuldkomne og næstekærlige mennesker.
"Jeg vil vise jer en bedre vej, sagde Jesus - og så levede han den.
Sådan en vej ender jo på et kors.
Dette er den fundamentale forskel på islam (som holder Jesus for blot at være en af mange profeter) og på jødedommen og kristentroen.
I udgangspunkt tales der i disse 3 religioner om Abrahams børn. Isak, Ismael og hedninger som fødes påny ved tro på Kristus.

Nu kunne vi så spørge, om der findes en anderledes vej med et politisk tilsnit!
Kompromisets kunst har jo frembragt en kulturkristen version.
Man forsøger sig med et miks af verdslighed og Kristi lære.
Vi skal jo allesammen være her!
Tak til Jacob Holm fordi han minder os om statens magtkamp med kirken.

Egentlig tror jeg ikke på at mørke og lys - såvel som olie og vand overhoved kan finde sammen i skøn forening.
Kirken må gå sin egen Gudgivne vej omend den er smal til de evige boliger - dø om så det gælder. Sådan har det altid været. Og en stor del af kristne mennesker i Asien forfølges med døden til følge endnu i dag.
"I verden har I trængsel, men vær frimodig jeg har overvundet verden", er et af Jesu trøstende ord til sine efterfølgere.
Forfølgelse er vi heldigvis forskånet for i Danmark (p.t.)
"Ud af det offentlige rum med religiøsitet", kunne sagtens være medvirkende årsag til at europæiske troende kristne (ikke de kulturkristne) kunne blive lovovertrædere, al den stund at man bør adlyde Gud mere end mennesker.
"Gå ud i al verden", er jo en missionsBEFALING! Den kan vi nok takke for at Guds ord stadig går sin sejersgang over jorden.
De kristne må leve her i verden, som nogle der allerede i morgen må bryde op for at være sammen med den opstandne.
"Våg og bed " - "stå med bælte om lænd og lyset tændt" - have olie på lampen" er allesammen advarsler, som kristne mennesker nok tager lidt let på.
Også vi kristne vil jo have en bid af kagen - den der bages i verden. Stressede efter at nå det hele inden solnedgang er ligeså meget kristne menneskers svøbe i dagens Danmark.

"Jeg vil vise jer en ypperligere vej", lærte den store mester! Men smal og ofte ubekvem det er denne vejs vilkår - og som sagt korset står lige foran én på den vej!