De diskuterende kvinders klub

– Men 22 år skulle gå, før de tog sig sammen, lyder en grinende kommentar.

Med udgangspunkt i Christian Jungersens roman "Undtagelsen" taler de seks kvinder i bogklubben om det skræmmende i, at mennesker i ekstreme situationer kan handle på en måde, som trodser, hvad de ellers hidtil har betragtet som deres selvfølgelige moral. Diskussionen kredser ikke alene om eksempler fra krigstilstande, men også om mindre drastiske fra dagligdagen. Om, hvordan mennesker på deres arbejdspladser indimellem kan lade sig presse til beslutninger, som egentlig er uforenelige med deres grundholdninger, men som de af frygt for isolation fra kollegerne alligevel accepterer. Et menneske kan, som det bliver nævnt, handle på en måde, så det bliver fremmed for sig selv.

Også Erling Jepsens roman "Kunsten at græde i kor" giver anledning til indgående samtale. Et af dens temaer, seksuel misbrug af et barn, forholder kvinderne sig til på baggrund af Tønder-sagen. Fire af dem er folkeskolelærere, og de taler om, hvordan de bør reagere, hvis de erfarer, at en af deres elever er blevet seksuelt misbrugt. Samtalen drejer sig imidlertid også om romanens form. Den var der uenighed om. En finder jeg-formen urealistisk, fordi den, mener hun, ikke er afstemt efter, at den fortællende hovedperson er en dreng.

De tilstedeværende, Merete Bach, Inger Lildholdt, Inge Marie Findal, der alle er lærere på skolen i Nørre Snede, samt Lone Bruun, der er farmakonom, fortæller hver især om et liv med bøger.

Merete Bach, 56, havde som barn bøger liggende rundtomkring i huset, parate til at blive læst i, når lejlighed bød sig. Men også når lejligheden egentlig ikke syntes at byde sig, for eksempel ved opvask. Men Merete Bach kunne passe både børste og viskestykke samt bog. Det bedste ved fridage var sen morgenlæsning i sengen. Hun pløjede sig gennem mange af tidens børnebøger, diverse serier, for eksempel Jan- og Pukbøger.

Som voksen læser Merete Bach især bøger af kvindelige forfattere. Ikke at hun bevidst går efter kvindelige frem for mandlige. Sådan er det bare blevet. Flere af de øvrige tilstedeværende har det på samme måde og angiver som grund, at kvindelige forfattere i højere grad end mandlige beskæftiger sig med temaer, som kvindelige læsere umiddelbart kan identificere sig med. For Merete Bachs vedkommende drejer det sig blandt andet om forfattere som Marianne Frederiksson, specielt hendes religiøse motiver, og Ester Bock.

Lone Bruun, 54, kan næsten ikke huske en tid uden samliv med bøger. Derimod husker hun tydeligt den glæde, det var en skønne dag selv at kunne læse. Også hendes barndomslæsning stod i seriernes tegn. Og ikke mindst i eventyrenes. I tredje klasse blev hun hyret som bogopsætter på skolebiblioteket. Hun kom der jo alligevel så meget – så hvorfor ikke? Ligeledes Lone Bruun foretrækker i dag kvindelige forfattere, for eksempel kvindelige kriminalforfattere som Liza Marklund, og tilføjer, at hendes favoritter blandt mandlige forfattere "næsten kan tælles på tre fingre": Ib Michael, Gunnar Staalesen og John Irving.

– Jeg har altid læst. Vi var mange søskende og skulle deles om opgaverne. Den bedste tjans var at rede senge, for så kunne man læse samtidig, husker Inger Lildholt, 53.

Som barn holdt hun blandt andet af at læse Torry Gredsteds bøger, selvom de strengt taget nok mest er skrevet for drenge. Nu har hun en særlig tilbøjelighed for romaner, der foregår i en svunden tid; bøger, der viderebringer kendsgerninger om denne tid, samtidig med at de er spændende. Som eksempler nævner hun Sigrid Undsets "Kristin Lavransdatter" og Ken Follets "Jordens søjler".

Inge Marie Findal, 56, kunne i sin barndom blive så opslugt af eventyr, at hun blev ganske fortabt for omverdenen. Hendes søskende undrede sig – hvad var det, der skete? En vigtig niche i hendes læsning som voksen er kinesiske romaner. Det betyder meget for hende at få det indblik i en fremmed kultur, som skønlitteratur kan give. En af de kinesiske romaner, hun fremhæver, er "Vilde svaner" af Jung Chang.

I sæsonen mødes bogklubbben en gang om måneden. Medlemmerne glæder sig hver gang til at indvie hinanden i gode læseoplevelser siden sidst. Eller de kan have behov for med de øvrige at drøfte måske en romanslutning, som de ikke rigtigt ved, hvordan de skal tolke. Det kan være en god måde at afrunde læsningen på. Uden at de nødvendigvis er enige om forståelsen. Men for kvinderne er det under alle omstændigheder en berigelse at være sammen om litteratur.

Tid til andet bliver der dog også.

– Vi når gerne byen rundt, som én udtrykker det.

Og ved hvert møde betaler deltagerne 50 kroner til en fælles pulje. Når beløbet har nået en passende størrelse, tager de ud og spiser. De skiftes til at overraske hinanden med et sted, som er hemmeligt, indtil dagen oprinder.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Bogmarkedet

Danskerne læser bøger som aldrig før, og læserarrangementer trækker fulde huse i hele landet. Men hvorfor læser vi? Og hvad sælger bedst i dagens Danmark? Dette er den tredje artikel i serien om bogmarkedet, hvor vi taler med forlæggere, forfattere og læsere om danskernes store interesse for bøger. Læs på tirsdag om det eksklusive Brøndums Forlag og manden bag.

Læs hele serien på

kristeligt-dagblad.dk