Men omvendt forstår vi ikke, at vi vil være bekendt at sende flygtninge hjem til et krigshærget land, et land som Danmark selv har været i krig med, og som FN stadig på det kraftigste advarer imod at sende flygtninge tilbage til. De irakiske flygtninge har levet som flygtninge i Danmark under usikre forhold i op til seks-syv år, flere af dem har børn, som er født og opvokset i Danmark. Vi finder, at det på denne baggrund ville ligge lige for at tildele flygtningene en humanitær opholdstilladelse.

Det er godt og rigtigt, at kirken taler de svages og de udstødtes sag – det gælder også for flygtninge. Flygtningene i Brorsons Kirke er konkrete, fortvivlede mennesker i nød, der har vendt sig til kirken som deres sidste udvej og håb. At ville fremstille irakerne som spekulanter i kristen godgørenhed er slet og ret upassende. En sådan fremstilling evner nemlig at abstrahere fra de konkrete mennesker og gør dem i stedet til en signalpolitisk og signalteologisk sag.

Men det står os også i et retssamfund klart, at kirken ikke kan gennemtvinge en alternativ lovgivning, lige så lidt som den kan tilbyde en varig helle uden for samfundets regler og love.

Det er med andre ord ikke muligt at opstille et entydigt sæt af spilleregler for forholdet mellem stat og kirke ud fra den ulykkelige situation i Brorsons Kirke. Men det er strengt nødvendigt at fastholde dilemmaets karakter af at være et dilemma, for ellers underlægger kirken sig blindt staten – og den har dermed allerede i udgangspunktet frasagt sig sin opgave: at være verdens salt. Kirken står da tilbage som statsunderstøttet og statsunderstøttende civil religion.

Vi må derfor også tage afstand fra den erklæring, som sognepræst Jesper Bacher og forfatter og teolog Katrine Winkel Holm står bag. Overskriften for deres erklæring lyder: "Kirke, kend din plads!" Deres argument går i al korthed ud på, at staten og kirken skal holdes skarpt adskilte og ikke blande sig i hinandens sager. Den sidste sætning lyder: "Staten må kende sin grænse i forhold til kirkens lære, men kirken må også kende sin grænse i forhold til statens myndighed."

KIRKEN SKAL med andre ord underlægge sig staten i alle ydre forhold. Men er det luthersk korrekt, at kirken på denne måde på forhånd tager afstand fra at kritisere staten, så længe at det ikke angår kirkens indre anliggender?

I henhold til den lutherske teolog Dietrich Bonhoeffer (1906-1945) er en sådan argumentation principielt forfejlet. For det er ikke nok, at staten undlader at blande sig i indre kirkelige anliggender. Staten skal også tage vare på de svage, sådan at en bestemt gruppe af mennesker ikke får lov til at gå under i lovløshed.

For Bonhoeffer at se var den teologiske begrundelse for, at kirken og de kristne skulle holde sig tilbage med at ytre kritik af staten i sidste instans begrundet i angst. Kirken skulle ikke være tavs, den skulle i stedet tale de svages, de stummes sag.

Vi siger overhovedet ikke, at den danske stats flygtningelovgivning og administration af selvsamme er at sammenligne med Det Tredje Riges forfølgelse af jøderne. Den danske stats lovgivning baserer sig på et demokratisk valgt folketing, som med flertalsbeslutninger har vedtaget, hvilke love og regler som skal gøres gældende inden for flygtningepolitikken. Men vi siger, at det ikke er genuint luthersk at ville tildele staten et carte blanche i alle ydre anliggender.

Videre er det ikke et argument i sig selv, at en afgørelse er truffet ved et flertal. Der kan også tænkes tilfælde, hvor kirken må tale imod konsekvenserne af en lov, der er truffet gennem en demokratisk flertalsbeslutning. I sådanne tilfælde kan kirken naturligvis ikke gå ind og lave en alternativ lovgivning, men den kan påpege, at staten har overskredet sine beføjelser. Det kan enten ske ved, at staten systematisk undlader at tage vare på de svage og udstødte, eller ved at staten blander sig i områder, som ikke hører staten til. Bonhoeffer omtaler dette i "Die Kirche vor der Judenfrage" som statens "for lidt" og "for meget".

I SÅDANNE TILFÆLDE sætter evangeliet det enkelte kristne menneske fri til at handle som et frit og ansvarligt medmenneske, om nødvendigt i strid med statens gældende love og forordninger. Dette indebærer ikke undtagelse fra straffen (statens sanktionering i tilfælde af lovbrud). Den kristne må – også i de ekstreme situationer – tage konsekvensen af at bryde loven, men i nogle tilfælde er det kristeligt set et større brud at holde end at bryde loven. Det er til tider mere tilrådeligt at følge sin samvittighed end at følge landets love, men det fritager selvfølgelig ikke for strafansvar. Den enkelte må træffe sit valg i ansvar og i tro.

Vi er anfægtet. Både over, at vi i Danmark rømmer kirken for flygtninge med politi og over, at den lutherske to-regimentelære bliver udlagt som et carte blanche til staten, så længe at den ikke blander sig i kirkens indre anliggender. Kirken er da blevet så gift med staten, at det er gift for kirkens indre og ydre anliggender.

Debatten om de irakiske flygtninge kan ikke holdes på et abstrakt plan, hvor den enkeltes skæbne er os underordnet, lige så lidt som at evangeliets ord om syndernes forladelse er et princip. Dilemmaet må med andre ord blive stående. Ellers taber vi retten til at kalde os Jesu Kristi kirke.

Hans Vium Mikkelsen er ph.d. og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster. Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst i Tversted-Uggerby i Aalborg Stift.