Ung Mester vil kæmpe videre for børnene

I går overtog 40-årige Claus Mester-Christensen sin fars titel som missionsleder for Skandinavisk Børnemission. Han har dog sit eget store faderhjerte for børnenes sag

-- Børnene er de første ofre, når sult og fattigdom banker på, og dem, der lider mest overlast i verdens konflikter. Derfor vil jeg gerne være børnenes "advokat", siger Claus Mester-Christensen. ---
-- Børnene er de første ofre, når sult og fattigdom banker på, og dem, der lider mest overlast i verdens konflikter. Derfor vil jeg gerne være børnenes "advokat", siger Claus Mester-Christensen. ---. Foto: Skandinavisk Børnemission.

Æblet falder sjældent langt fra stammen, siger man. Og det var da heller ikke første gang, at Claus Mester- Christensen trådte i sin fars fodspor, da titlen som missionsleder for Skandinavisk Børnemission i går gik fra John Mester til Claus Mester-Christensen. Han overtager samtidig ledelsen efter Leon Have Thomsen, der har stået i spidsen for Skandinavisk Børnemission i ni år, men med John Mester som missionsleder det seneste halvandet år. Og lægger man faderens og sønnens CV'er ved siden af hinanden, er der også andre sammenfald. For mens reklame- og tv-manden John Mester var KKR/TV's første programdirektør i 1980'erne, blev sønnen senere programchef samme sted. Folk omkring den unge Mester siger, at han har arvet sin fars bløde hjerte og stærke evner for administration og kommunikation. Men Claus Mester-Christensen kommer også til Skandinavisk Børnemission med sine egne erfaringer fra både kirke- og forretningsliv, hvor han blandt andet har været præst i Pinsekirken, tekst-tv-redaktør på SBS-TV og direktør i Roskilde Auktionshus.

Børnenes sag er heller ikke ny for ham. Han har selv tre børn, og siden 1998 har han været skolebestyrelsesformand i Tjørnegårdsskolen i hjembyen Roskilde, hvor han også er lokalformand for Skole og Samfund. Tidligere har han siddet i hovedbestyrelsen, og Niels-Christian Andersen, sekretariatschef i Skole og Samfund, beskriver ham som en "omgængelig ildsjæl med en stor entusiasme". Selv glæder den nye missionsleder i Skandinavisk Børnemission sig til at arbejde med oplysning og fundraising til gavn for hjælpeorganisationens arbejde i Filippinerne, Zambia, Ukraine og Moldova.

– Børnene er de første ofre, når sult og fattigdom banker på, og dem, der lider mest overlast i verdens konflikter. Derfor vil jeg gerne være børnenes advokat, siger Claus Mester-Christensen, der selv har let ved at blive påvirket, når andre har problemer. Det fik den iranske præst Massoud Fouroozandeh at føle, da hans bil blev ødelagt i Vollsmose i 2004. For da Claus Mester-Christensen hørte det, forærede han ham sin gamle bil.

Desværre er Claus Mester- Christensens egne lommer ikke dybe nok til at hjælpe alle på den måde, men han træder i faderens fodspor for at gøre en forskel:

– I Filippinerne bor familier i hytter af blik og pap oven på stinkende lossepladser. I Zambia er børnene ofte helt overladt til sig selv, fordi forældrene er døde af aids. I Ukraine lider børn stadig af stråleskader efter forurenede fødevarer på grund af Tjernobyl-katastrofen. Og i Moldova risikerer gadebørn at blive ofre for menneskehandel. Vores værdi er at yde hjælp til selvhjælp, så lokalbefolkningen kan skabe sig et menneskeværdigt liv, siger den unge Mester og peger på en lille fornyelse i forhold til faderen:

– Jeg er en generation yngre end min far, og det bliver kommunikationen også. For vi skal både fastholde trofaste, ældre givere og have fat i de unge.

kirke@kristeligt-dagblad.dk