Bøn når livet går i sort

– Min opgave er jo så at prøve at få genoprettet den relation. Men det er svært, for mennesker i krise er også døve. Det billede, de har af Gud som den, der har svigtet, eller af den straffende Gud – opfattelserne hentes næsten altid i Det Gamle Testamentes gudsbilleder – kan der ikke rokkes ved. Når nu man står på skadestuen sammen med det dræbte familiemedlem eller ligger i sengen med en alvorlig og måske dødelig sygdom.

– Så må jeg jo i stedet forsøge at gå den anden vej. Så må jeg forsøge at hjælpe dette menneske til at gøre sig tydelig over for Gud som et menneske, der er ked af det, som er bange og vred og tvivler på det hele. For man skal høres, før man kan høre, ses, før man kan se.

Så måske kan der blive hul igennem, og det er i korthed, hvad Ruth Østergaard Poulsens håb er med hendes lille bog af nyskrevne bønner, udgivet på forlaget Alfa. "Fra det dybe råber jeg til dig" har hentet sin titel fra Salmernes Bog i Bibelen, men der er ingen "bibelsnak" i Ruth Østergaard Poulsens bønner, og teologien er omskrevet til konkret sjælesorg. Hun har netop sat fokus på at skrive en samling af erfaringsnære bønner, baseret på sine samtaler med patienter i krise.

Generelt mener hun, at kristenheden har alt for mange "harmoniserende bønner", eller sagt mere direkte: "Kling-klang-bønner" med store og smukke ord og kirkelige klicheer. De passer måske i en gudstjenestesammenhæng, men fungerer ikke ved en sygeseng. Ruth Østergaard Poulsen refererer en undersøgelse, som netop viser, at mange siger nej tak til besøg af sygehuspræsten med den begrundelse, at man "ikke har brug for at få besøg af nogen til at fortælle os, at der er en mening med det her".

Selv kommer den 57-årige Ruth Østergaard Poulsen fra et missionsk hjem i Thy og er vokset op med de traditionelle kristne bønner, men oplevede, at hun i mange år ikke selv kunne bede.

– Jeg manglede broen mellem erfaringen og det religiøse.

Uden denne forbindelse opstår der en afgrund mellem det, jeg gerne vil tro, og det, jeg erfarer, og i den afgrund er der kun smerte, forklarer hun.

I den nye bønnebog er der ingen harmonisering og forsøg på at få tingene til at gå op, og her tales der lige ud til Gud:

"Gud, jeg har altid troet, at du var en, der hjalp mig uden om problemerne. Det er du åbenbart ikke."

Eller et andet eksempel: "Gud! Her gik jeg og troede, at du var en, jeg kunne henvende mig til og så få hjælp. Jeg troede, at du sørgede for, at der var en vis orden og retfærdighed i tingene. Nu ser det ud, som om ingen af delene er tilfældet."

For en af Ruth Østergaard Poulsens pointer er netop, at Gud kan bære vores vrede, angst og mangel på tro, når ulykken rammer, og at vi ikke skal forsøge at lede efter en mening.

– Måske er Guds funktion i perioder af vores liv indskrænket til kun at være en, vi kan henvende os til med vores tvivl og angst og forvirring, men det er så sandelig heller ikke så lidt. I troen og bønnen har vi ret til at sige det, som det er: Gud, det her er meningsløst! Og hvad så, Gud? Hvad har du tænkt at stille op med det?

Ruth Østergaard Poulsen påpeger det særlige ved bøn, at når vi beder, holder vi op med at ville have magten over magten. I stedet hengiver vi os til magten, til det, der er større end os. Og det er der forsoning og befrielse i.

Hun fortæller om en patient, som lå med en alvorlig sygdom, og som var vred og skuffet over, at Gud havde ladet det ske.

– Jeg foreslog ham, at han skulle fortælle Gud om sin skuffelse. Går det an? Jo, det mente jeg jo nok, at Gud kan bære.

Nogle dage efter snakkede hun med patienten: – Og hvad sagde Gud så?

– Jo, han sagde, at nu skulle vi lige se det lidt an!

– En stille replik fra Gud, som for mig understreger, at de to er kommet i kontakt med hinanden, smiler Ruth Østergaard Poulsen.

Eller kvinden, der fortæller, at hun er så træt, at hun ikke orker mere. Sig det til Gud, foreslog Ruth Østergaard Poulsen, og da hun senere spurgte om Gud svarede, fik hun dette svar:

– Ja da, jeg faldt i søvn.

"Fra det dybe råber jeg til dig" er båret af samme grundtone som Jobs Bog i Bibelen. Den kriseramte Job, der har mistet alt og sidder på askedyngen og får velmente, men ubrugelige råd af sine venner, fejer det hele til side og retter sine anklager direkte mod Vorherre, men afskriver ham ikke.

– Job insisterer på at fastholde forbindelsen til Gud midt i meningsløsheden, og det er denne insisteren, jeg gerne vil, at mine bønner kan hjælpe mennesker med at fastholde. Jeg forsøger ikke at fortælle andre, hvordan de skal bede, men håber, at bogen kan give inspiration til at fortsætte samtalen med Gud – på trods. Som ven eller uven.

Men "kan man komme rendende til Gud, når man ikke har bedt til ham i 20 år, og det nu pludselig brænder på"? som en af patienterne formulerede det, og det er netop, hvad den første bøn i bogen handler om.

Den insisterer: "Men nu kommer jeg altså!" Alligevel. "Kære Gud, tag imod mig."

steens@kristeligt-dagblad.dk

Ruth Østergaard Poulsen: Fra det dybe råber jeg til dig. 32 sider, 59 kroner. Forlaget Alfa.