Hvordan kan jeg leve med den synd?

For år tilbage ville vi nok have svaret, at du måtte fortælle din mand om det og få ryddet op sammen med ham. Vi hylder også fortsat åbenhed og ærlighed, for det er selve fundamentet i et ægteskab. Samtidig har vi også set, at der er mennesker, som har ført sig selv og deres familie ud i uoverskuelige kriser ved at fortælle om et enkeltstående sidespring, måske mere fordi de umiddelbart og egoistisk har behov for at lette samvittigheden i stedet for modent at overveje, hvad der tjener ægtefællen og det videre samliv bedst. Måske må man for kærlighedens skyld bære den smerte resten af sit liv? Vi har respekt for, at du har de overvejelser og foreløbig har valgt at tie for din mands skyld. Samtidig er der en del forskning på dette område, som peger på, at et sådant valg kun er en farbar vej, hvis ægtefællen ikke har chance for at opdage det skete ad anden vej. For sker det, vil det ramme ham dobbelt, fordi der så tillige er knyttet løgn og fortielse til. En forværrende faktor i dit tilfælde er, at det drejer sig om "en ven af huset" (var han også kun naiv?). For en ægtefælle vil altid blive dybere såret, hvis det drejer sig om en ven, end hvis det var en tilfældig ukendt person.

Vi tror heller ikke, at denne ven kan fortsætte med at være ven af huset, som om intet var sket. For i så fald vil du og han altid have en fortrolighed om det skete, som vil påvirke jer begge ved hvert eneste møde. Så vores råd er, at han må trappe ned på de besøg. Og vi kan også kun advare mod, at du og han i fællesskab beder sammen til Gud. Det bliver noget klamt åndeligt miks! Du må slutte med at være sammen med ham alene eller have kontakt med ham på anden måde. Han må tage ansvar selv uden at kende dine tanker og bønner.

Vi kan godt forstå, at du får tanker af åndelig karakter på grund af det skete, fordi du har krænket dine egne grundværdier. Vi har stor respekt for mennesker, som tager det sjette bud alvorligt også i relation til ham, som har givet de ti bud. For alt for mange mennesker bliver Gud let til en hyggelig (og dårlig) terapeut, som bare siger, at det nok skal gå alligevel. Det er der ikke megen sjæleføde i.

Skulle vi vove en trosbekendelse, tror vi på, at Gud ser både mere alvorligt på vore synder, end vi aner, og at han er langt mere nådig, end vi kan fatte. I Det Nye Testamente advares der gang på gang imod utroskab og materialisme, for begge dele kan stjæle vores sjæle og er ikke godt for vores næste. Men i kristne miljøer har det første desværre ofte været langt værre end det sidste. Det siger vi ikke som en bagatellisering, men for at pege på, at nogle gange slår vores samvittighed ulige ud, alt efter hvilket emne der er fokuseret i det miljø, vi kommer fra.

Du skriver, at du nu oplever en afstand til bibel og kirke. Det er forståeligt, fordi du er i en personlig krise. Måske skyldes det også, at du hidtil har målt Guds nærvær og tilgivelse på dine gode følelser? I psykologisk sprogbrug hedder det at objektivisere sine følelser, forstået på den måde, at når du havde gode følelser for Gud, så havde du det godt med Ham. Men følelser er ikke en god målestok for vores forhold til Gud. Sådan som vi læser Det Nye Testamente, spørger Gud ikke efter, hvor meget vi læser i Bibelen eller har gode følelser for ham eller klarer et vellykket liv. Han leder efter os, som vi er. Nåden er for syndere og uretfærdige.

Vi ønsker for dig, at du gennem smerten lærer nye gode ting om dig selv og dit ægteskab, og at du lærer nye ting om Ham, som er mere trofast og nådig, end vi kan fatte. Vi tror også, du kunne have glæde af samtale og skriftemål med en præst eller sjælesørger, som ikke er fra dit eget kirkelige miljø.

Mange hilsener

Annette og Jørgen