Bølgen fra udlandet ramte først det sekulariserede Danmark for alvor for 10 år siden, men siden er en række forskningsprojekter blevet sat i gang. Teolog Niels Christian Hvidt var en af de første til at introducere emnet herhjemme. Han blev i 2006 ansat som lektor på Institut for Sundhedsforskning på Syddansk Universitet og leder samtidig det førnævnte forskernetværk.

En anden frontlinjeforsker er religionspsykolog Peter la Cour, Sociologisk Institut, Københavns Universitet. Ifølge ham har feltet efterhånden fundet et ståsted – nyhedens interesse og sundhedsvæsenets værste skepsis er taget af , og nu begynder forskningen langsomt at vise resultater. Blandt andet kunne man her i Kristeligt Dagblad for nylig læse om resultaterne af en ny undersøgelse, der viste, at kræftramte er mere troende end danskerne generelt.

– Koblingen mellem religion og sundhed er stadig kontroversiel, men ikke nær så meget som for fem år siden, hvor man ikke syntes, tro kunne nævnes i sammenhæng med sygdom og lægegerning. Man er holdt op med at afvise tingene, siger Peter la Cour.

I Danmark koncentrerer forskerne sig foreløbig primært om, hvordan ens personlige tro bliver påvirket af sygdom, men også om, hvordan religion kan bruges til at tackle den livskrise, der ofte følger med sygdom – også kaldet "religiøs coping". Noget, som ifølge Peter la Cour har været overset, men som sundhedsvæsenet, herunder ikke mindst lægerne, er blevet mere åbne over for. Og blandt de mange igangværende projekter er netop et, der udforsker de værdier og trosforestillinger, der præger danske læger i deres professionelle virke.

– Det er blevet anderledes accepteret, at de bløde værdier betyder noget for, hvordan patienterne tackler sygdommen, siger han.

Peter la Cour mener, at den første skepsis er aftaget, i takt med at undersøgelser har vist, at patienter efterlyser, at sundhedsvæsenet også tager hånd om de eksistentielle vanskeligheder, som er forbundet med alvorlig eller kronisk sygdom:

– Patienter er ikke passive objekter. Det er blevet tydeligt, at de store patientgrupper ikke længere kun taler om den næste pille, men om hvordan de lever et værdigt liv. Og det bliver lægerne nødt til at forholde sig til, siger han.

En af de yngre forskere herhjemme, der har beskæftiget sig med feltet, er religionssociolog Nadja Ausker, Københavns Universitet. Hun har tidligere været med til at påvise, at mange patienter oplever en udvikling i deres tro under sygdom, og hun skriver netop nu på en ph.d.-afhandling om yngre kræftramte og tro. En del af hendes forskning er finansieret af Rigshospitalet, og hun har oplevet stor velvilje fra sundhedsvæsenet over for projektet.

– Da vi lavede vores første undersøgelse, var der stor overraskelse i den lægevidenskabelige verden over, hvor stor betydning religion havde for mange patienter. Lægerne er jo ikke den mest religiøse gruppe i Danmark, men jeg tror, det er gået op for sundhedsvæsenet, at det også skal være gearet til det religiøse, siger Nadja Ausker.

Netop de nordiske landes mere private forhold til religion får udenlandske forskere til at rette blikket særligt opmærksomt mod Danmark. Forventningen er, at forskningsresultaterne vil divergere væsentligt fra et land som USA, hvor udgangspunktet for forskningen er, at stort set alle amerikanere har en tro, forklarer Nadja Ausker, der mener, at forskningsfeltet vil opleve yderligere vækst de kommende år herhjemme:

– Fremtidens patienter har en højere forventning om, at sundhedsvæsenet tilgodeser flere forskellige sider af dem. At sygdom ikke kun skal anskues mekanisk, men at man ser patienterne som individer med holdninger og værdier.

En amerikansk undersøgelse har vist, at de, der aldrig sætter deres ben i en kirke, har dobbelt så stor risiko for at dø som ugentlige kirkegængere.

Men ét er virkningen – hvad er årsagen? Handler det om, at Gud beskytter sin menighed? Eller om en sundere livsstil blandt de troende – med eksempelvis mindre alkohol og rygning? Eller er det den sociale støtte fra de andre i menigheden, der giver styrke til at komme godt gennem kriser og undgå for eksempel depression? Det giver undersøgelsen ikke noget svar på. Og netop de manglende svar og de deraf løst baserede konklusioner er et stort problem, mener kritikere af forskningsfeltet. I USA hedder en af de førende kritikere Richard Sloan, professor ved Columbia University Medical Centre i New York og forfatter til bogen "Blind Faith: The Unholy Alliance of Religion and Medicine" ("Blind tro: den uhellige alliance mellem religion og lægevidenskab"). I en stort opsat artikel i det ansete amerikanske tidsskrift Time Magazine i februar i år udtalte han, at "Videnskab beskæftiger sig ikke med overnaturlige forklaringer. Religion og videnskab tager fat på to forskellige problematikker".

Herhjemme er Armin W. Geertz, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, også stærkt kritisk. Han går til angreb på den forskning, der forsøger at påvise bønnens helsebringende egenskaber og konkluderer, at den præges af metodiske og videnskabsetiske fejl. Han mener, at forskningen er styret af religiøse interesser, ikke mindst i USA hvor den religiøse organisation John Templeton Foundation har finansieret stribevis af projekter, der skal underbygge tesen om, at religion, herunder bøn, skulle være sundhedsfremmende. Det er forskning i hokus-pokus, mener Armin W.Geertz:

Han peger på, at når forskningen viser, at religion spiller negativt ind på helbredet, tilskriver nogle af forskerne det blot, at man ikke har undersøgt det godt nok, hvorefter de sætter gang i nye projekter med samme formål. Det gælder blandt andet det førnævnte forsøg med hjertepatienterne, hvor nogle patienter rent faktisk fik det værre af at vide, at der blev bedt for dem.

– Jeg synes næsten, det er tragikomisk, siger Armin W. Geertz og tilføjer:

– Og jeg undrer mig over, at videnskabsfolk tager det så let, at der ikke er statistisk belæg for det, de påstår. Jeg mener, det er principielt og moralsk forkert, at der tilføres enorme ressourcer til for eksempel at påvise, at bøn hjælper. Kan bevillingerne ikke anvendes mere fornuftigt, spørger Geertz.

Han vil dog ikke afvise, at tro og bøn kan have en fysisk virkning:

– Spørgsmålet er, om det handler om det religiøse element, eller om det skyldes teknikker, der manipulerer med vores medfødte evner til helbredelse – her tænker jeg blandt andet på, hvordan man kan stimulere de kemiske stoffer i hjernen.

Han refererer til blandt andet placeboeffekten – altså, at noget virker positivt, hvis man tror på det. Neurologiske undersøgelser har vist, at placebo hænger sammen med større aktivitet i nucleus accumbens – belønningsområdet i hjernen, der udløser det beroligende stof dopamin.

– Så det er sansynligvis ikke Gud, som lindrer patienten, men det at fremsige en bøn. Og når det kommer til at kurere alvorlige sygdomme, virker det altså ikke, siger han.

Netop de neurologiske sammenhænge mellem bøn og fysiologi er for nylig blevet undersøgt i dansk sammenhæng. Blandt andet er forskere ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet ved at undersøge, hvordan bøn indvirker på smerte. Og ph.d.-studerende samme sted, Uffe Schjødt, har for nylig scannet unge indremissionskes hjerner, mens de var fordybet i bøn og fundet, at de områder, der aktiveres under bøn, er de samme, som når vi henvender os til andre mennesker. Men det beviser ikke, at Gud findes. Andre steder end i hjernen.

Psykolog Christina Pedersen er en anden yngre forsker. Hun er ph.d.-studerende ved Psykoonkologisk forskningsenhed ved Aarhus Universitet. Sammen med en række kolleger fra samme institut ser hun netop nu nærmere på, hvorvidt religionen og spiritualitet påvirker sygdomsforløbet – altså, hvordan den enkelte bruger sin religiøse overbevisning i kampen mod sygdommen. Christina Pedersen er ikke selv religiøs og kalder sig selv for "åben skeptiker":

– I den amerikanske forskning bliver der ofte overtolket efter meget subjektive kriterier, hvor man er villig til at godtage, at det må være Guds indvirkning, der forklarer mange ting. Det er imidlertid helt nødvendigt, at vi som forskere er skeptiske og sætter spørgsmålstegn ved sådanne årsagsforklaringer. Det er som forskere vores fornemste opgave at søge så objektive svar som muligt og at være skeptiske, ellers er det ikke videnskab. Det handler ikke om, hvad vi som forskere har af overbevisning, men om at frembringe viden uafhængigt af, hvad vi tror, så patienterne kan få et så velinformeret beslutningsgrundlag som muligt. Det er den egentlige forskel mellem tro og viden.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk