Giv kejseren, hvad kejserens er

SPØRGSMÅLET OM kristendommens forhold til politik er igen blevet pinligt aktuelt i takt med, at det den seneste uge er lykkedes en mindre gruppe præster og teologer at skrive dansk kirkehistorie. De har med en underskriftindsamling imod ordensmagtens indtrængen i Brorsons Kirke i København i løbet af forbløffende kort tid formået ikke alene at samle opbakning fra næsten 400 præster og teologer, men også at gøre sidste søndags kirkegang til et politisk statement.

Ved at opfordre folkekirkens medlemmer til med kirkegang at signalere deres utilfredshed med ordensmagtens indbrud i kirken lykkedes det dem at gøre gudstjenestedeltagelse til noget, som man var nødt til at reflektere over.

Det er ikke overraskende faldet andre præster for brystet. Flere har klandret initiativgruppen bag underskriftindsamlingen for at sammenblande kristendom og politik. Hermed har de ifølge kritikerne gjort vold på en grundlæggende evangelisk-luthersk tradition, nemlig evnen til at holde politik og kristendom adskilt. Men er det nu også rigtigt, og er forholdet mellem kristendom og politik virkelig så entydigt?

Det forekommer mig både naivt og letkøbt af de pågældende kritikere at tro, at de kan vaske hænder i forhold til politisk stillingtagen. Ja, mere end det. Man kunne få indtryk af, at de med deres synspunkt ønsker at fremme en politisering af kristendommen blot under påberåbelse af modsat fortegn. Og denne mangel på teologisk mod til at stå ved egne handlinger og overbevisninger er vel i grunden værre end den kirkelige courage, som består i med Gud i vold at tone rent flag?

Det siger sig selv, at når politiet – trods hævdvunden både kirkelig og samfundsmæssig agtelse for kirken som asyl – vælger med våben at entre kirkerummet, er der tale om en skelsættende handling. Skønt der i lovgivningen er juridisk hjemmel, er politiet så vidt vides aldrig trængt ind i kirkerummet i nogen af vore protestantiske nabolande trods betydelig flere eksempler på kirkeasyl end i Danmark. Vælger man i en sådan situation som præst at tie, har man også bekendt kulør og har under alle omstændigheder markeret politisk stillingtagen. De historiske fortilfælde taler deres eget tydelige sprog.