Nej til religionsdialog er selvmord

Han var en af de unge katolikker, som i 1968 søgte sammen i Sant'Egidio-broderskabet. I dag er han talsmand for broderskabet og en af de fremtrædende meningsdannere i Italien som kommentator ved dagbladet Corriere della Sera og det katolske magasin Famiglia Cristiana.

Og han er overbevist om, at ikke blot Europas, men hele verdens fremtid afhænger af, at repræsentanterne for verdensreligionerne formår at opretholde en dialog, både indbyrdes og med den verdslige verden.

– Den økumeniske dialog, vi har haft i Europa, kan virke som model for den religionsdialog, der nu er brug for at føre mellem religionerne og mellem troende og ikke-troende. I 1950'erne var der kristne, der mente, at andre kirkesamfund ikke var kristne.

Set i bakspejlet er det en rent mirakel, at den økumeniske dialog er nået så langt, som den er i dag. Og dog er vi ikke enige om alt, siger Mario Marazziti.

Uenigheden om nadverfællesskabet mellem protestanter og katolikker eller ortodokse er stadig ikke løst. Og pave Benedikt XVI har skabt bekymring med udtalelser, der antyder, at Vatikanet er på vej tilbage til den gamle holdning om, at kun den katolske kirke kan kaldes for en kirke.

– Vi har en intellektuel pave, som har svært ved at begå sig i medierne. Men vi har også en pave, med hvem det måske vil være lettere end nogensinde tidligere at løse misforståelser og skabe venskab og forståelse mellem de kristne kirker. Det, det økumeniske arbejde fremover skal handle om, er mindre teologi og mere mellemfolkelig forståelse. Det er ikke kun kirkerne og deres officielle repræsentanter, der skal tale med hinanden. Vi har brug for en økumenisk folkebevægelse, hvor de menige kristne opbygger venskab med hinanden. Hvis vi fokuserer for meget på teologi, glemmer vi, hvad den økumeniske tanke om enhed går ud på. Det handler ikke om, at vi alle skal være ens. Vi kan ikke bare afskaffe historien. Men vi kan lære at holde af hinanden som mennesker, på tværs af forskellene, påpeger Mario Marazziti.

Det er dette økumeniske ideal, som kan være modellen for dialogen mellem kristendom og islam, mener han.

– Denne dialog befinder sig i en særdeles interessant fase. Det såkaldte "Fredsord", som en række muslimske lærde sendte til pave Benedikt sidste år, og som foreløbig er mundet ud i et første møde i Vatikanet, er et positivt initiativ. Det har åbnet en kommunikationskanal. Islam har ikke et centralt organ, der kan repræsentere alle muslimer, og derfor er det positivt, når enkeltpersoner står frem med et tilbud om dialog.

– Også her er der teologiske vanskeligheder. De skyldes især i muslimernes forhold til Koranen, som de nægter at udsætte for historisk kritik, sådan som kristne har gjort med Bibelen. Det er der muslimske intellektuelle, som arbejder med, selvom de er sørgeligt isolerede. Det minder meget om den katolske kirke i tiden op til Det Andet Vatikankoncil, som førte til en modernisering af den katolske kirke.

– Men vi kan ikke nøjes med at se hinanden som karikaturer. Det dur ikke, at kristne kun kan se muslimer som fanatiske fundamentalister, og at muslimer reducerer Vesten til druk og miniskørter og ikke kan kende forskel på kirke og stat. Den eneste vej frem er mere forståelse via mere dialog. Da pave Johannes Paul II indledte "Ånden fra Assisi", og Sant'Egidio fortsatte denne ånd, var det fuldstændig uventet. Men de kristne havde lettere ved at tage et sådant initiativ, end muslimerne havde, og derfor var det de kristne, der måtte skubbe på, mener Marazziti.

Det var i 1986. Mere end 20 år, adskillige terrorangreb og en Irak-krig senere virker "ånden fra Assisi" ikke synderligt effektiv.

– Måske ikke, svarer Sant'Egidios talsmand.

– Men tænk på byen Aachen, som netop har uddelt den europæiske Karlspris. Dette hjørne af Europa, hvor Frankrig, Belgien og Tyskland støder sammen, har oplevet Trediveårskrigen, Hundredårskrigen, Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig. Og nu kan man dårligt få øje på grænsen mellem de lande, der bekrigede hinanden så intenst. Set i dette perspektiv er 20 år et splitsekund i historien.

Som Sant'Egidio ynder at påpege, er det dette langsomme, tålmodige diplomati, som har givet resultat i de væbnede konflikter, hvor organisationen har virket som mægler. I Mozambique tog det flere år at skabe så megen tillid blandt de krigsførende parter, at de kunne sætte sig til et forhandlingsbord. I andre lande, hvor processen gik hurtigere, som for eksempel Angola, brød krigen ud igen.

– Hvordan ville verden se ud, hvis vi ikke havde haft nogen dialog mellem kristendommen og islam? Jeg tror, at religionsdialogen har reddet verden fra kriser, der ville have været meget værre end dem, vi har set.

– Dialog er det eneste alternativ til konfrontation, vi har. At opgive dialogen er rent og skært selvmord, siger Mario Marazziti.

– De, der puster til ilden og hævder, at det er umuligt at leve i fred med islam, må sige klart, hvad det indebærer. Nemlig krig. Og man forestiller sig vel ikke, at vi kan udslette en milliard muslimer.

– Men denne trussel fra en moderne religionskrig gælder ikke kun islam. Tag for eksempel Indien. Hvis mindretallet af fundamentalistiske hinduer får held til at gennemtrumfe, at hinduismen skal være den eneste religion i Indien, kan det få helt uoverskuelige konsekvenser, som vil få problemet med islam til at ligne det rene vand.

– Vi må ikke lade os afpresse af fundamentalisterne, der hævder, at fredelig sameksistens er umulig. Og vi må ikke lade religion blive misbrugt til at legitimere krig.

– Religioner og kirkesamfund har meget at bidrage med i dette nye århundrede. De kan være med til at sikre, at de verdslige samfund ikke glemmer den åndelige dimension og overvinder individualismen og materialismen, uden at de verdslige samfund opgiver adskillelsen mellem politik og religion.

– Men hvis religionerne og de troende skal spille den rolle, skal de gå foran med et godt eksempel. De skal være helt klokkeklare på ét punkt: De skal sige nej til krig.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk