Ateister bliver i en ny bog kritiseret for at føre en smædekampagne mod folkekirken. Deres menneskesyn sammenlignes med nynazisters. Det vækker forargelse blandt ateisterne
En skarp kritik rejses nu mod fremtrædende ateister i Danmark. Netop som den ikke-religiøse forening Humanistisk Samfund i dag holder sit fjerde bryllup og står for at skulle gennemføre sin første begravelse, er den kritiske bog "Gudløse Hjerner - Et opgør med de nye ateister" ved at finde vej til landets bogbutikker.
Ceremonier med gudløse ritualer ved navngivning, bryllup og begravelse er et af flere ateistiske tiltag, som får forfatterne bag bogen til at se rødt. De mener, der er opstået en ny ateisme præget af en enøjet propaganda i såvel Danmark som udlandet.
I Danmark rettes kritikken særligt mod Ateistisk Selskab og Humanistisk Samfund, som ifølge forfatterne har lanceret en "smædekampagne" mod folkekirken ved blandt andet at "stjæle" kirkens ritualer og ved at forsøge at fjerne "ethvert synligt spor fra den kristne kulturarv". Samtidig mener forfatterne, at nyateismen har et biologistisk menneskesyn tilfælles med nynazismen, og at dette menneskesyn kan være etisk og politisk farligt.
– Det er biologismen hos dem begge, som vi finder sammenfaldende – nemlig det, at mennesket kun er en biologisk organisme, hvis eneste værdi er at overleve, siger den ene af bogens to forfattere, Lars Sandbeck, ph.d. og forsker i teologi fra Københavns Universitet.
– Nazisterne var så konsekvente, at de sagde, at det var uanstændigt af dem, hvis ikke de brugte videnskaben til at rydde ud i den menneskelig genpulje. Vi mener ikke, vi er på vej til, at nyateister fører til nynazisme. Men det er vigtigt, at vi ikke reduceres til en sæk molekyler, for så, som vi skriver i bogen, gjorde nazisterne ikke andet end enhver landmand vil gøre, når der opstår sygdom blandt kvægbestanden – nemlig at slå det svage dyr ihjel og brænde det.
Forfatterne lægger ikke skjul på, at de i bogen anvender en provokerende tone, som de mener, at ateisterne også bruger i deres behandling af kristendommen. Men både Lars Sandbeck og bogens anden forfatter, cand.mag. i tysk og historie Lars Christiansen, mener, det er vigtigt at blande sig i debatten med ateisterne.
Humanistisk Samfunds talsmand, Dennis Nørmark, kalder tonen i bogen for skinger og ubehagelig.
– Den er ødelæggende for en fornuftig dialog. Fordi man siger, at mennesket er et biologisk væsen, betyder det ikke, at man skal anskue moral, etik og politik udelukkende ud fra den antagelse. Det er usmageligt og fuldstændig ude på et sidespor, at de sammenligner vores menneskesyn med nynazismen, siger Dennis Nørmark, der desuden mener, at kirken ikke har patent på ritualer ved livsovergange.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk