Da Avichai Stolar fik moralske skrupler

Avichai og resten af Breaking The Silence er af den overbevisning, at problemer bedst løses, når de ses i øjnene, og når et flertal er velinformeret. Om det vil føre til besættelsens endeligt, eller at israelske soldater holder op med at overfalde og chikanere palæstinensiske borgere, er ikke deres opgave at forholde sig til.

Men – som Avichai siger, da han træder ud af bilen lige uden for den lille palæstinensiske landsby Soussia – så står Breaking The Silence og den palæstinensiske lokalbefolkning sammen om at forme fremtiden. Og for at beslutte sig om fremtiden er man nødt til at forholde sig til både fortid og nutid.

Det kan man roligt sige, at Avichai gør. Han vader lige ind i det område, hvor han som soldat var med til at tæve løs på en bagbundet palæstinensisk fange.

– Fathi Najjar hedder han, siger Avichai og skynder sig at tilføje den pointe, han selv synes er allervigtigst.

– Du er nødt til at forstå, at jeg kom hertil som hele min enheds mest venstreorienterede soldat. Jeg kunne aldrig drømme om at slå en araber, og jeg mente på det tidspunkt, at mine moralske værdier lå på et temmelig godt sted.

Men historien om Avichais møde med Fathi Najjar er et klassisk eksempel på, at selv den mest venstreorienterede og moralske soldat kan miste besindelsen. Fathi Najjar var efterlyst i lang tid af de israelske soldater, indtil Avichais Levi-enhed blev hasteindkaldt en dag til en landsby, hvor en anden enhed havde lokket Fathi Najjar i en fælde. Episoden endte med, at alle enhedens soldater, inklusive Avichai sparkede og slog Fathi Najjar, mens han var bagbundet, og da han blev smidt ind i lastbilens jeep, fortsatte sceneriet. En af soldaterne ringede endda til sin far fra mobiltelefonen for at berette om nyheden og spørge, om han skulle slå den tilfangetagne. Avichai husker, at svaret fra faderen måtte have været positivt, for efter samtalen begyndte slagene atter at regne ned over Fathi Najjar.

– Vi lærte af vores officerer, at vi skulle vise lokalbefolkningen, at der er kommet en ny sherif til byen, siger Avichai.

Det gjorde Avichais enhed ved at vogte over de jødiske bosættelser, samtidig med at de fordrev palæstinensiske fårehyrder og gjorde livet ulideligt for palæstinensiske chauffører ved at stoppe dem og konfiskere deres bilnøgler eller batterier. Og når kedsomheden skulle brydes, hvilket næsten skete dagligt, kunne Avichai og hans kammerater finde på at vække en hel landsby midt om natten for at tjekke deres identitetspapirer. Andre gange skød soldaterne med gummikugler efter palæstinensere og åndede lettet op, når de unge palæstinensere rejste sig op igen efter at være blevet ramt.

– Bare for at der skulle ske noget, siger Avichai.

Når han selv reflekterer over sin tid som soldat, føler han skyld. Men han husker også, at han følte sig 100 procent med samvittigheden i behold, da han afsluttede sin værnepligt.

– Det handler om ansvar, siger han.

Avichai fortalte sin far om hændelsen med Fathi Najjar, og svaret fra faderen var en historie om, hvordan Avichais egen bedstefar var med til at fange tyske piloter under Anden Verdenskrig. Som soldat var Avichais bedstefar med til at give de tyske piloter sin egen mad, fordi de var mere sultne end ham.

Den historie har indprentet sig på Avichais nethinde.

– Det er et enormt ansvar at være soldat. Og det er det letteste i verden at glemme alle de mørke sider. Men efter min værnepligt begyndte jeg at reflektere over alt det, jeg havde set og gjort under min tjeneste, siger han.

Det har gjort ham til medlem af Breaking The Silence. Avichai er blandt dem, der indsamler vidnesbyrd fra israelske soldater i dag, fordi han mener, det er så fantastisk vigtigt, at folk ved, hvad det er, der foregår ude i de besatte områder, når soldater, palæstinensere og bosættere skal leve side om side.

– Det mindste, jeg kan gøre, er at oplyse om virkeligheden i de områder, siger han.

– Hvordan det vil blive opfattet, ved jeg ikke. Men når oplysningerne bliver sendt ud, kan folk i det mindste dømme selv.

allan@kristeligt-dagblad.dk