Når mobbede elever går til læreren for at få hjælp, er det langtfra altid sympati, der møder dem. Mange lærere har nemlig en forkert tilgang til mobning. Men mens der er enighed om, at børn skal lære at tale åbent om egen mobning, har lærere og andre voksne ofte svært ved at erkende, at de selv kan være en del af problemet.

Det viser en række nye undersøgelser af mobning i folkeskolen, som tilsammen peger på, at lærere er nødt til at arbejde meget mere med at være rummelige over for hinanden og eleverne.

Helle Rabøl Hansen er på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet ved at færdiggøre en ph.d.-afhandling om lærerperspektiver i elevmobning. Hun oplever, at lærerne oftere forstærker end formindsker de mobbemønstre, der skabes i skolen. Hvis en mobbet elev henvender sig, er den klassiske reaktion: "Årh Alexandra, du skal bare være lidt mere udadvendt". Og det gør byrden dobbelt så tung at bære, fordi lærerne normalt fremstår som retfærdighedens vogter, siger hun:

– Et flertal af lærerne opdager ikke mobningen eller er uenige i, at det faktisk er mobning, når elever henvender sig, og det bunder i et syn på børnene, hvor det negative har overtaget. Når de på lærerværelset taler om "den umulige elev" og "den umulige klasse" frem for at lægge skylden for deres frustrationer over på skolekulturen, bidrager de indirekte til mobningen.

Jan Kampmann, professor ved Roskilde Universitet, har netop afsluttet et projekt, hvor han på en række skoler og daginstitutioner har fulgt, hvordan kampagnen Fri for mobberi er ført ud i livet. Han konkluderer, at der flere steder er problemer med de voksnes omgang med hinanden og børnene, men at de voksne har svært ved at erkende dette.