Jeg har lige et par indtryk til det fremførte i artiklen, fordi det giver mig tanker om noget, som kan være uacceptabelt i vort kultursamfund og om hvorledes vort samfund påvirkes kulturelt, religiøst og politisk.

Den ene ting jeg vil komme med indtryk over for er:

»Men netop sådan en retorik kan få børnene til at føle sig krænket, selvom de sikkert ikke havde følt sig krænket, før Humanistisk Samfund tog det op. Det er Humanistisk samfund og forældrene, der føler sig krænket. Ikke børnene.«


Når en pædofil er passiv modtagende over for et barns søgen i det seksuelle, kan vi jo ikke tale om, at et barn bliver krænket, da det er barnet der er den aktive.

Der er dog nogle såkaldte grænser, hvor vi anser at den voksne skal være afvisende over for barnet og er den voksne ikke det, anser vi den voksne som værende pædofil, fordi denne ikke stoppede barnets søgen i det seksuelle og på den måde udnyttede barnets naivitet, for selv at få sin voksne seksualitet tilfredsstillet. Heri se vi i vort nuværende kultursamfund, at den voksne krænker barnet, selv om barnet ikke nødvendigvis selv føler sig krænket, måske kan barnet endog føle sig krænket, dersom den voksne ikke giver efter for barnets søgen. Her har vi dog som voksne mennesker samfundsmæssigt sat en grænse for, hvor langt en voksens forhold til et barns seksuelle søgen skal gå.

Er den voksne pædofile aktiv i den seksuelle akt over for barnet, er forholdet uden alle omstændigheder, i vort kultursamfunds opfattelse, en krænkelse af barnet seksuelle integritet og renhed.

Hvordan er det så med børns mentale og psykiske integritet, når de kommer i en offentlig folkeskole, og bliver udsat for fadervor og andre politiske, religiøse og andre ismers påvirkning?


Det andet tilfælde er følgende:

Det er kun rimeligt, at kristendommen forfordeles, fordi flertallet af danskerne er kristne, og kristendommen har været med til at forme vores samfund.


For henved tusind år siden, var Danmark en gruppe af folkeslag, der havde en anderledes religiøs opfattelse end den kristne, som i dag betegnes som asatro eller troen på den nordiske mytologi.

Dengang havde de asatro også deres rituelle højtider, så som solhverv, både sommer og vinter. Og formentlig mange andre, som de kristne munke på sæt og vis gav et kristens islæt, for på den måde at lokke de asatro over til kristendommen.

Derudover var der kristne fanatikere, der førte sig frem med bål, brænd og folkemord.

Ville det ikke have været rimeligt, at man dengang havde ladet den nordiske asatro være forfordelt over for den frembrusende kristendom?


Jeg må nok sige, at det er ikke ligefrem bål, brænd og folkemord at de ateistiske grupper fremkommer med, selv den fanatiske del af dem.

Det kan godt være, at ateisterne fremkommer med ritualer der er i lighed med de kristne ritualer, men så er det jo ikke anderledes end hvad de kristne selv gjorde for tusind år siden over for asatroen.

Nu udsættes kristendommen for det selv samme, som den selv udsatte asatroen for og så begynder den at pive.

Hvorfor er i bange for andres tro og ritualer, som tilnærmelsesvis ligner jeres egne?


Med venlig hilsen
Lars Kristensen