Man behøver bare at se på navnene på listen af såkaldte "dialoginitiativer i kirkeligt regi" for at forstå, hvorfor de må lukke:

- Danmission
- Islamisk Kristent Studiecenter
- Kristent Informations- og Videnscenter om Islam og Kristendom
- Folkekirke og Religionsmøde i folkekirkeligt regi

Problemet er, at der ikke er tale om egentlig dialog, men derimod en missionsindsats - og det er ikke det, der er brug for. Her er det værd at nævne et helt andet initiativ, som man kan sammenligne med: United Religions Initiative (http://www.uri.org/).

Problemet med initiativerne i Danmark er, at det er de kristne, der har taget initiativ til dem - i stedet for, at det er mennesker fra flere forskellige religioner, der finder sammen og taler sammen på lige fod, som det sker indenfor URI. De danske kristne initiativer er som at sætte ræven til at vogte gæs. Det er ligesom det såkaldte "Dialogcenter", der retteligt burde kaldes "Monologcenteret", eftersom der er tale om envejskommunikation.

Mogens S. Mogensen udtaler i artiklen: "Det har med etikken at gøre, at man ikke taler ned til andre, men at man taler med andre." Det lyder smukt og rigtigt, men det dækker bare ikke virkeligheden. En undersøgelse for nyligt viste, at de fleste religiøse mennesker mener, at alle religioner dyrker den samme Gud - de andre gør det bare en lille smule forkert.

Under Muhammed-krisen interviewede TV-journalisterne en række såkaldte eksperter for at få udsagn, der angiveligt skulle være uvildige. Alle disse eksperter var kritiske overfor Islam - og forholdt sig aldrig kritisk til de mange lig, som kristendommen slæber rundt med. Naturligvis var der kun meget få danskere, der opdagede denne rævestreg - fordi ekspertudsagnene jo blot bekræftede det, som de fleste danskere "vidste" i forvejen.

En af mine ingeniør-kolleger var udstationeret i Malaysia i et års tid for F.L.Schmidt. Hver dag læste han den engelske udgave af en landsdækkende malaysisk avis, og det irriterede ham grænseløst, at det af hveranden side fremgik, at Malaysia var verdens bedste land at leve i. Så kom han tilbage til Danmark og opdagede pludselig, at præcis det samme var tilfældet for danske aviser i forhold til Danmark! Jeg kan bekræfte, at noget lignende gør sig gældende for Jerusalem Post i forhold til Israel.

Der er ikke brug for tro her - der er brug for tvivl. Det er jo en fuldstændig urimelig antagelse, at alle de mennesker, der ikke fødes ind i f.eks. en bestemt gren af kristendommen går fortabt, når de dør. Det stemmer ikke overens med, at Gud er kærlighed. Kristendommen dyrkes af højst 1/3 af verdens 7 milliarder mennesker. Vi taler her bla. om børn (der jo pr. definition er uskyldige), som fødes ind i ateistiske, muslimske, buddhistiske eller hinduistiske familier - eller familier, der dyrker primitive religioner som f.eks. animisme - dvs. forfædrenes ånder.

Kun hvis vi begynder at tvivle på rigtigheden af vores egen tro, kan vi mødes på lige fod med repræsentanter for de andre trosretninger. Ellers sniger nedladenheden og arrogancen sig ubevidst ind i ethvert initiativ, vi tager. I stedet for at stole på vores tros suverænitet, skal vi gøre os selv til objektive observatører af både vores egne og de andres adfærd. Som en flue på væggen kan vi bedre vurdere vores egne og de andres fortrin og mangler. Vi skal søge det almenmenneskelige, det evigtgyldige og det universelle i de mange forskellige religioner, hvis vi skal have den mindste chance for at skabe dialog.

De hidtidige danske forsøg på dialog mellem kristne og repræsentanter fra andre religioner er faldet til jorden, fordi de var et slag i luften, fordi de ikke var noget værd. "Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." (Mat. 20,26-28)