En lille snor med store muligheder

Brugen af stamceller i behandling af blodsygdomme er foregået i over 20 år, og der findes i dag over 400.000 portioner navlesnorsblod, som bliver opbevaret i offentlige navlesnorsbanker i en lang række lande. Når Danmark om et års tid formodentlig begynder at høste de første portioner blod til en offentlig dansk bank, er der altså langtfra tale om noget nyt og banebrydende. Til gengæld vil mange mennesker formentlig få glæde af banken, der vil kunne redde liv – også andre steder i verden.

Men stamcellerne i blodet på den lille streng har også et andet potentiale. Det er der i hvert fald nogle, der mener. Der forskes på verdensplan i muligheden for at bruge stamceller til at helbrede sygdomme som Parkinsons sygdom, sclerose eller sukkersyge, ved at stamcellerne går ind og erstatter ødelagt væv i for eksempel hjernen. Men selvom der har været flere gennembrud i forskningen de senere år, ved ingen, om og hvornår der kommer konkrete behandlingsmuligheder ud af det.

Det er her, de private navlesnorsbanker kommer ind i billedet. Siden 2003 har danske forældre mod betaling kunnet få tappet, nedfrosset og opbevaret navlesnorsblod fra deres nyfødte børn med henblik på, at blodet måske en dag kan bruges til medicin, hvis børnene bliver syge. Med andre ord en slags sundhedsforsikring med udgangpunkt i forventede forskningsresultater.

Efter fusion og opkøb er firmaet StemCare i dag det eneste private firma herhjemme, der tilbyder nedfrysning af navlestrengsblod. Tre procent af alle forældrepar vælger i dag at tegne abonnement – i alt 4500 har gjort det ind til videre.

Kritikere kalder det private forsikringsmarked for navlesnorsblod for investering i byggegrunde på Mars. Altså ren science-fiction, hvor man bare spilder sine penge. De mener, at sandsynligheden for, at man får brug for blodet, er mikroskopisk. Desuden findes de samme celler hele livet andre steder i kroppen, for eksempel i knoglemarven og fedtvævet.

De private firmaer siger på deres side, at forskningen er tæt på det store gennembrud, og at man ikke kan være sikker på at finde en donor i det offentlige register, der matcher – så er det sikrere at gemme sit eget blod. Med andre ord: påstand mod påstand.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at det typisk ikke er stamceller fra navlesnoren, man bruger i den såkaldte stamcelleforskning. Her benytter man sig nemlig blandt andet af embryonale stamceller fra befrugtede æg, som typisk er blevet tilovers ved kunstig befrugtning.

Det har skabt etisk debat overalt i verden, også herhjemme, at man på denne måde bruger potentielt liv i forskningsøjemed. Men i USA åbnede præsident Barack Obama for nylig for offentlige midler til forskningen ud fra argumentet om, at området har et stort potentiale. Når det gælder navlesnorsblod, har der hidtil ikke været etiske anfægtelser, da blodet tappes efter fødslen og uden risiko for hverken mor eller barn.

Hvad vil der ske med det private marked, hvis vi får en offentlig blodbank? De private navlesnorsbanker findes verden over, også sideløbende med offentlige banker. Måske fordi de private og offentlige foreløbig arbejder med to forskellige formål – nemlig her og nu behandling af blodsygdomme kontra fremtidsinvesteringer. Og ifølge direktør i det private StemCare, Lisbeth Juhl Christensen, er det kun en fordel, fordi det offentlige på denne måde er med til at blåstemple stamcellernes potentiale.

Den danske navlenorsbank bliver nummer 108 på verdensplan. Dermed får Danmark mulighed for at opbygge et lager af navlesnorsblod med større chance for at matche vores egne patienters profil. Samtidig bidrager vi på verdensplan med donorer.

Men i første omgang skal politikerne tage stilling til, om de vil poste penge i en offentlig navlesnorsbank som anslået vil koste mellem 30 og 40 millioner kroner at opbygge. Ansøgningen fra lægerne på Rigshospitalet lander i hvert fald snart på sundhedsministerens bord.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk