Folkekirkens musikalske afveje

Man hører tit de unge undre sig over den klassiske musik ved at påpege, at der jo ikke er "gang i den". Rytmen taler til kroppen og holder mennesket bundet i aktivitet – musikken er i bogstavelig forstand underholdning. Musikken underholder de unge, så de ikke forfalder til sindsro eller eftertanke, og derfor hører man den rytmiske musik alle vegne, i en tid hvor ungdommen dyrkes mere end noget andet. Kirken burde her være det sidste sted i samfundet, der understøtter denne tendens – kirken bør være det sted, hvor man oplever fordybelsen og den musikalske guddommelige opløftelse. Den rytmiske musik kan jo høres alle andre steder.

Sognepræst Jesper Hougaard skriver i Kristeligt Dagblad den 8. august: "Nogle elsker klassisk kirkemusik, andre elsker rockmusik med seriøse tekster på kanten af det religiøse." Her slår Hougaard hovedet på sømmet og rammer essensen af min kritik. Hans argumentation for rockmusikken er nemlig udelukkende tekstlig, og dermed ser han, som de fleste andre, helt bort fra ovennævnte musikalske problematik. Det er meget muligt, at der findes religiøse rocktekster, men som en trojansk hest gemmer der sig en musik bag teksten, der ikke hører vores gudstjeneste til.

HOUGAARD SKRIVER OGSÅ, at vi skal respektere de unges musikalske smag. Den betragtning er en misforståelse. En smag er noget, man udvikler på baggrund af erfaringer. Der er kun tale om en musikalsk smag, hvis de unge ved, hvad de ikke lytter til. Problemet er bare, at det gør de ikke. De kender ikke klassisk musik. At de udelukkende hører rytmisk musik, er ikke et valg, men en følge af, at man ikke hører andet i tv, skolerne og det offentlige rum.

Det er altså, hvad samfundet tvinger dem til. Det er derfor vigtigt, at ungdommen lærer salme- og sangtraditionen at kende gennem folkeskolen, og det er vigtigt, at folkekirken ikke uden videre giver afkald på vores kulturarv.

Hvis kirken fortsat lefler for de unge, vil vi om 50 år stå i den situation, at vi helt har udvisket vores klassiske kirkemusik, og den musikalske liturgi vil udelukkende bestå af rock-, pop- og gospelmusik. Er dette virkelig, hvad folkekirken ønsker? Vil folkekirken afskaffe 2000 års musikalsk tradition? Det tror jeg ikke selv er intentionen, men det er den naturlige konsekvens af den aktuelle kirkemusikalske populisme.

Jazzpianisten Mads Granum argumenterer i samme udgave af Kristeligt Dagblad med, at kirkemusikken også før i historien har udviklet sig med datidens populære melodier. Det har han ganske ret i, men der er en væsentlig forskel. De populære stilarter blev hentet inden for vores nordlige folkemusikalske kultur, og derfor har musikken været en del af menighedens vokale identitet.

Granum kommer også ind på den musikalske kødelighed. Her skriver han, at dyrkelsen af det kødelige også burde høre vores folkekirke til. Denne holdning har jeg hørt fra mange i debatten, og der må tilsyneladende være et udbredt ønske om at modernisere folkekirkens tilgang til ånd og krop. Om kirkens forkyndelse skal henvende sig til kroppen, kan jeg ikke tage stilling til – det er en teologisk diskussion. Men hvad angår det musikalske, har jeg nu en klar holdning. Den kirkelige musik skal opløfte kødet og hjælpe os tættere på Gud, og denne proces må afhænge af de kulturelle traditioner. I vores nordlige kultur sker det gennem den melodiske fællessang, og i den afroamerikanske kultur, som den rytmiske musik er funderet i, sker det spirituelle gennem en kropslig dyrkelse af musik. Problemet opstår, fordi kropsligheden ikke har den samme spirituelle effekt på det europæiske menneske.

Her er virkningen i stedet en musikalsk dyrkelse af kødet – af det hektiske og det underholdende. Der er altså en afgørende forskel på, om kirken henvender sig til kødet eller direkte dyrker det. Jeg skal nu ikke afvise, at der er danske kirkegængere, der opnår en guddommelig oplevelse gennem gospelmusikken, men disse er reelt meget få, og de viser sig altid at være udøvende gospelsangere, der samles i kor rundt i danske kirker.

Her er det vigtigt at forstå, at de opnår det spirituelle, netop fordi de er en del af musikken. Det er en svær, næsten umulig disciplin at få en dansk menighed til at synge som disse gospelkor, og derfor bør man ikke blande gospelfremførelser ind i gudstjenester – det er i strid med musikkens egen æstetik. Jeg vil foreslå oprettelsen af en frikirke, hvor gospel-entusiaster kan dyrke deres musik i den gudstjenestelige sammenhæng, der tjener den musikalske forkyndelse bedst.

MUSIKKEN I FOLKEKIRKEN skal selvfølgelig udvikles. Jeg taler ikke for, at musikken skal stå stille, ej heller være kedelig. Men man bør lægge vægt på at anvende en musik, hvori den almindelige kirkegænger fortsat kan deltage og bidrage på andre måder end ved klap og nikken med hovedet.

Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ønsker at afskaffe vores salmetradition for fremtiden. Derfor er det tvingende nødvendigt, at vi holder fast i salmesangen over for de unge, og at folkeskolen formidler denne musik for de unge. Hvis de unge lærer den klassiske kirkemusik at kende, vil de have en kvalificeret mulighed for at vælge deres musikalske ståsted. Det er helt sikkert, at en sådan oplysning vil få flere unge til den almindelige gudstjeneste, og de vil uden tvivl elske salmesangen.

Lad os ikke fortabe os til populisme og globalisering, men holde fast i den tradition, der om noget kendetegner den danske folkekirke.

Daniel Fladmose er komponist.