Det drejer sig om at tjene andre

Men du har jo skrevet vældig indsigtsfuldt om præsters problemer og kirkens indre forhold i det hele taget.

– Ja, jeg har jo naturligvis kendt de præster, vi har haft i menigheden – og så har jeg gjort grundige forstudier. Jeg hørte en biskop stille det spørgsmål: Har kirkerummet noget at give, som vi ikke kan give? På den ene side har vi en kirke, som er meget langt fra at praktisere det almindelige præstedømme, og på den anden side har vi en forbrugerholdning, der forlanger at få fuldt udbytte uden nogen form for forudsætninger.

– Men jeg bryder mig ikke så meget om al denne psykologisering. Man skal ikke lokke folk med populærmusik og det ene og det andet. Man skal tage menneskers længsel alvorligt. Præsterne skal turde nærme sig det absurde, alt det som er svært, og fortælle os, hvordan vi skal forholde os til det. For deri ligger jo hele mysteriet. Jeg tror nemlig, at de fleste mennesker kæmper med teodiceproblemet (når Gud er god og almægtig, hvorfor er der så så megen ondskab til?, red.). Det er jeg helt overbevist om. Og så kommer de hen i kirken og hører, at præsten står og taler om, at Gud er så god, og Jesus er så rar, så rar. I stedet for at tage disse menneskers livshistorier og deres spørgsmål alvorligt.

De bliver gamle i din familie?

– Ja, de bliver gamle.

Hvad tænker du selv om det?

– Jeg tænker ikke så meget på det. Men jeg synes ikke, det er ønskværdigt at blive 96 år som min mor. Ja, så længe man er frisk. Men når ens nære og kære – alle vennerne er døde ... Men vi må jo tage dem med, når de kommer, ?de onde dage i hvilke jeg ikke finder behag".

I "Gør mig levende igen" siger den gamle Oda: "Nu er det ikke min tid".

– Ja, den følelse kender jeg med. Det, at man er fremmed i tiden. Jeg talte i går med en god ven, han er 75 år og har været rektor på universitetet her. Også han sagde, at han syntes, at han tilhørte en anden tid. Man læser så meget, som man egentlig ikke rigtig forstår. Jo, jeg føler en afstand. Jeg tænker på, at det, at man ikke har samme referenceramme som yngre mennesker, gør, at der ganske enkelt er så meget, som man ikke forstår.

Har du gjort dig tanker om, hvornår du vil holde op med at skrive?

– Nej, jeg vil gerne sidde der hver morgen. Jeg behøver ikke nogen disciplin. Jeg synes, det er så utrolig interessant. Så jeg ved ikke, hvor længe jeg bliver ved. Men så længe jeg har lysten.

Hvilke tanker gør du dig om døden?

– Jeg tænker, at jeg da sidder i Guds store erindring. Og den er stor.

Har du aldrig tænkt på en akademisk karriere?

– Jo, jeg er jo magister i nordisk litteraturhistorie og tysk. Og jeg ville egentlig gerne være fortsat på universitetet. Og da det af private grunde ikke rigtig kunne lade sig gøre, fik jeg faktisk en depression. Men jeg ville ikke være lærer, sådan som min mand syntes, jeg skulle, og så kom jeg ind i filmbranchen, skrev filmmanuskripter og den slags. Det var utrolig interessant og lærerigt. Derefter begyndte jeg at skrive kriminalromaner. Ja, jeg blev faktisk udråbt til krimidronning.

– Nej, det var vældig godt, at jeg ikke kom ind i den akademiske verden. Det var utrolig vanskeligt for kvinder dengang. Jeg havde en veninde, der tog sit eget liv. Og det var jo morsomt at arbejde i filmbranchen – og så tjente jeg jo også penge. Det morede mig også meget at skrive kriminalromaner, men så efterhånden fik jeg jo lyst til noget andet ...

Savner du arbejdet i Det svenske Akademi?

– Nej, det gør jeg ikke. Og nu har jeg jo et vældig godt forhold til dem, der sidder der. Og jeg havde jo ikke kunnet skrive det, jeg har fået skrevet, hvis jeg havde siddet der endnu. Jeg arbejdede jo ganske meget for Akademiet, mens jeg sad der. Man kan naturligvis savne samværet og de faglige diskussioner, men der findes jo mennesker også uden for Akademiet.

Mener du, at Det svenske Akademi er en vigtig institution i dagens Sverige?

– Ja. Men hvad er vigtigt? Men det er klart, at jeg finder, at det arbejde, som foregår der med det sproglige, er vældig vigtigt. Akademiet har bekostet og ledet udarbejdelsen af en videnskabelig grammatik over det svenske sprog. Og et stort og betydningsfuldt arbejde finder sted med udarbejdelsen af den store ordbog over det svenske sprog. Og det har naturligvis også stor betydning for mange forfattere, at Akademiet råder over disse mange penge, så de kan uddele mange priser.

– Det positive ved Nobelprisen i litteratur er jo, at litteraturen i det mindste for en dag får lige så megen omtale i pressen som sporten. Og at fine og kvalificerede forfatterskaber bliver omtalt og vurderet. Og jeg kan sige ganske bestemt, at der aldrig er en politisk dagsorden bag prisuddelingen. Da jeg sad i nobelpriskomiteen, var der en ting, som vi aldrig diskuterede, og det var politik. Det var altid en diskussion om forfatterskabets litterære og æstetiske kvaliteter. Jeg har jo set det indefra, så jeg kender det.

– Men der findes jo en kulturkonservatisme i Akademiet, som måske nok kan være lidt problematisk. Men set i det lange perspektiv er det måske alligevel ikke så dårligt. Men jeg er meget glad for at være med i De Nio. Det er et arbejde, som interesserer mig meget. Og der betyder det jo også ganske meget, at man har penge og kan uddele priser.

I dit forfatterskab spiller den mystiske gudsoplevelse en ganske stor rolle. Har du selv haft oplevelser af den art, som du der beskriver?

– Nej, det har jeg ikke. Ikke en mystisk religiøs oplevelse, som pludselig har ændret alting ... nej ... men der findes jo forskellige grader af mystiske oplevelser. Jeg synes, det er lidt besværligt at tale om disse ting. Det er jo meget privat. Men jeg har skrevet om det mange gange. Og i den bog, jeg netop har skrevet om skoven, forekommer det på en måske mere negativ måde i det kapitel, hvor jeg beskriver, hvordan jeg oplevede en duft.

– Jeg mærkede en duft som af mandler eller liljer, det kunne være linnea, men den dufter ikke på så lang afstand. Og da jeg så mærkede duften i 15 graders frost, blev jeg klar over, at den ikke kunne stamme fra blomster. Og da tænkte jeg, at dette er duften af Kristi krop i verden, som de store gamle mystikere fortæller om. Men så om foråret, da fandt jeg kilden til denne dejlige duft. Det er en svamp, der sidder på træerne, der dufter så vidunderligt.

– Den oplevelse er jo et eksempel på, hvordan vi er præparerede, er påvirkede af den store litteratur, de store mestre, så vi måske indimellem oplever, at vi har sådanne oplevelser, som de har haft. Men den oplevelse var jo lige værdifuld for mig – uanset årsagen.

– Jeg skriver i min bog, at de gamle mystikere er gået forud for os med deres oplevelser, og at det betyder, at vi er forberedte på det. Der findes en tradition, som vi kan gå ind i. Vi kan jo ikke opfinde en religion selv. Selvom jeg synes, der er noget i moderne åndsliv, som tyder på, at man mener, at man skal samle det hele sammen selv – tage for sig af retterne, som var det et stort tagselvbord. Men selv oplever jeg det på den måde, at vi står i en tradition, som er en kraftkilde, som man kan øse af.

– Men som jeg også har skrevet i forbindelse med Ingefrid (i "Skrabelodder", red.), så kan disse øjeblikke være så utrolig korte, at vi faktisk afviser dem, fordi vi ikke er forberedte, og fordi der er så mange forstyrrende elementer, så vi faktisk ikke er i stand til at opfatte dem. I "Englehuset" har jeg skrevet om denne kvinde, Frida, der en gang i sit liv, ganske uforberedt, oplever hvordan skoven åbner sig for hende. Men det er først langt senere, da hun kommer med nogle slægtninge til gudstjeneste, at hun forstår, hvad det er, hun har oplevet, og hvor det kommer fra.

– Vi kan jo ikke altid forlange at komme til at opleve det igen i kirken, men vi kan under gudstjenesten få en påmindelse. Vi er jo kun fattige mennesker, som forsøger at nærme os det guddommelige.

Men det står mig meget nær, når jeg skriver om disse ting.


kultur@kristeligt-dagblad.dk

Teksten er et redigeret uddrag af bogen "Barmhjertighed. En fortælling om Kerstin Ekman og hendes forfatterskab". Bogen udkommer på forlaget Gyldendal i morgen, hvor den anmeldes i Kristeligt Dagblad.